ANNONCE

Skaldet træner fik varm velkomst: Der var bare ét problem

22. maj 2020 05:30 | Af: Ritzau Fokus

FC Cincinnati bliver udsat for drillerier efter en billedbrøler under annonceringen af Jaap Stams ansættelse.

Skaldet træner fik varm velkomst: Der var bare ét problem
Som træner har Jaap Stam blandt andet kortvarigt stået i spidsen for Feyenoord i 2019 med den danske angriber Nicolai Jørgensen på holdkortet. (Arkivfoto) Foto: Denis Balibouse/Reuters

Det gik ikke helt uden problemer, da hollandske Jaap Stam torsdag skulle annonceres som ny træner i FC Cincinnati.

I et opslag på Twitter, hvor der stod “Velkommen Jaap Staam, cheftræner” havde fodboldklubben lavet en sand billedbrøler.

I stedet for at lægge et foto op af den tidligere hollandske stjerneforsvarer havde Cincinnati sat et billede af Ajax-ungdomstræner Tinus van Teunenbroek på opslaget.

Det skriver avisen De Telegraaf.

De to hollandske trænere bærer en vis lighed med hinanden. Begge er skaldede, har et aflangt ansigt og skægstubbe.

Fejlen blev hurtigt opdaget af Cincinnati, som fik lavet et nyt opslag med et foto af den rigtige Jaap Stam.

– Byd velkommen til den, som faktisk er vores nye cheftræner, står der i det nye opslag.

Flere drillerier

De andre klubber i Major League Soccer (MLS) er på sociale medier hurtigt kommet på banen med – tilsyneladende – venligsindede drillerier.

Alle byder de den tidligere United-profil velkommen med en række billeder af skaldede mænd, som ikke er Jaap Stam.

Det gælder blandt andet Columbus Crew FC, der skriver “Tillykke, Jaap” med et billede af den engelske action-skuespiller Jason Statham under.

Som træner har Jaap Stam kortvarigt stået i spidsen for Feyenoord i 2019 med den danske angriber Nicolai Jørgensen på holdkortet.

Den 47-årige hollænder har tidligere også stået i spidsen for engelske Reading. Før det var han assistenttræner i Zwolle og Ajax.

Som aktiv spillede han ud over i Manchester United for blandt andre PSV, Lazio, Milan og Ajax.

Desuden spillede han 67 landskampe for Holland.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu