Dette skal du tænke over når du køber bil

15. november 2019 06:11 | Af: Ritzau Fokus

Velkendte mærker og modeller - og ikke mindst konservative farvevalg - er langtidsholdbare på de danske veje.

En ny bil er en stor udskrivning. Og hvis du ikke er typen, der slider din bil helt ned til fælgene, før du tænker på at anskaffe en nyere model, er det en god idé at overveje, om bilen er til at sælge videre igen, allerede inden du køber den.

Artiklen fortsætter under videoen.

Vil du være sikker på det, så råder Karsten Meyland Lemche fra FDM Motor til først og fremmest at overveje, hvilket mærke du kigger på.

– Gå efter bilmodeller, der bliver solgt rigtig mange af. Det gælder næsten alle Volkswagen-modeller. Derudover står Ford og Peugeot også ret stærkt, siger han.

Kåre Kvistgaard, som handler med brugte biler i virksomheden Autohelper, råder til at gå efter en model, der har fået fornuftige anmeldelser.

Mange fælder

Derudover skal du være opmærksom på levetiden på den model, du køber. Er modellen lige blevet lanceret, eller er den på vej ud af produktion?

– Det dummeste, man kan gøre, er at købe en bil, den sidste dag den er på markedet, for så vil den hurtigt fremstå som en gammel bil, fortæller Kåre Kvistgaard.

Det kan også være en god idé at købe fra de mærker, der kontinuerligt fortsætter med de samme modelnavne, selv om modellerne opdateres.

Så bliver der nemlig ved at være efterspørgsel efter og søgning på modelnavnet – eksempelvis Volkswagen Golf.

– Det er altid en populær model, så man kan købe den, have den i tre år og sælge den igen og stadig få en god pris for den, siger Kåre Kvistgaard.

Vigtigt med detaljerne

Du har måske lagt mærke til, at der er mange sølvgrå og sorte biler på vejene.

Og det gælder fortsat, at de mere konservative farvevalg er populære herhjemme – og derfor kan det også være lettere at komme af med en bil, der ikke skiller sig alt for meget ud på farven.

– Det høje afgiftsniveau i Danmark er med til at påvirke, at vi går den sikre vej. Og jo større og dyrere bil, jo sikrere en farve skal du vælge, siger Kåre Kvistgaard og fortsætter:

– Det er gråtoner og mørkere nuancer. De sikreste kort er metallicgrå og sort. Til dels også hvid, som har været en modefarve, men også har bidt sig fast

Tænk også over, om du vælger en bil, der kan følge med udviklingen inden for teknologi og sikkerhedsudstyr.

Det er ikke ting, der bare lige kan eftermonteres. Og hvis det mangler, kan det få bilen til hurtigere at virke forældet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu