ANNONCE

Mød politiets nye våben mod bådbøller

30. april 2019 09:41 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En specialdesignet båd skal give politiet nye virkemidler til vands.

Mød politiets nye våben mod bådbøller
Båden er så bred, at den skal specialtransporteres. Foto: Presse.

Københavns Politi har fået nyt udstyr, politiet fremover kan benytte på vandet, hvis det bliver nødvendigt. Jørgensen & Dahl A/S, der repræsenterer flere danske varemærker indenfor lystsejlads, skriver i en pressemeddelelse, at politiets nye våben er en såkaldt alu-RIB båd, der er designet specifikt til politiets brug.

Båden er 10 meter lang, tre meter bred og har plads til tre besætningsmedlemmer og otte passagerer. Jørgensen & Dahl A/S skriver i pressemeddelelsen, at båden skal testes af Station 1 hen over sommeren, og er sejlturene succesrige, er det planen, at lignende udgaver af båden skal sejle for andre dele af dansk politi, herunder indsatsstyrken og (vand)hundepatruljer.

Bygget i Svendborg

Båden er tegnet og bygget gennem et tæt samarbejde med politiet på Svendborg Yacht Værft, og ifølge Fyns Amts Avis har båden allerede vækket begejstring i etaten.

– Vi får et længere, bredere og mere behageligt fartøj, siger Jonas Wybrandt, leder af Nærpoliti Nordøst, der står for politiets maritime indsats i København Havn, til Fyns Amts Avis.

Bådens tilstedeværelse i vandet skal sikre, at borgere føler sig trygge og at eventuelle lovovertrædere tænker sig om en ekstra gang, før de begynder at sejle for stærkt.

En dødelig ulykke

Båden bliver taget i brug et par år efter en frygtelig jetskiulykke, der kostede to mennesker livet i maj 2017.

En ung mand blev efterfølgende idømt to års fængsel for på vandscooter at have torpederet en lille udlejningsbåd i Københavns havn. I båden sad der syv amerikanske kvinder. To af dem blev dræbt i forbindelse med ulykken.

Ulykken var den værst tænkelige kulmination på et problem, der i årene før gentagne gange var blevet pointeret over for politiet; at der sejlede jetski ulovligt i kanalerne omkring København.

– Vi har i de senere år fået en række henvendelser om det fra offentligheden, sagde Jens Jespersen, politiinspektør ved Københavns Politi, til Newsbreak.dk tilbage i foråret 2017.

Han fortalte dengang også, at politiet faktisk var i vandet med en båd den aften, ulykken skete, netop fordi politiet var blevet informeret om, at der blev sejlet ulovligt i området.

Nu må tiden vise, om politiets nye båd kan være med til at forhindre lignende ulykker fremover.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu