Mørket spredes i danske skove

19. februar 2019 18:13 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Vilde bier og sommerfugle har brug for blomster og lys. Naturfredningsforening finder udvikling bekymrende.

Mørket spredes i danske skove
De danske skove er blevet mørkere. Det er problematisk, ifølge forening. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

De danske skove har det ringe, og der er ikke noget der tyder på, at de har fået det bedre.

Sådan opsummerer seniorforsker Rasmus Ejrnæs, Aarhus Universitet, resultaterne i den årlige rapport fra det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (Novana).

– Skovene er stadig præget af mangel på gamle træer og mangel på dødt ved. Og så har det ovenikøbet vist sig, at de er blevet mørkere i den seneste overvågningsperiode, siger Ejrnæs, der er medforfatter til rapporten.

Mørket er et problem for biodiversiteten, forklarer han. Mange vilde dyr og planter er nemlig afhængige af, at der kommer lys ned til skovbunden.

– Det betyder, at der kan være blomster og plads til buske. Det betyder, at der er mad til bestøvende insekter som vilde bier og sommerfugle. Og nogle af skovens store billearter trives også bedst ved lys.

Her er synderen

Årsagen til, at de danske skove er blevet mørkere, skal findes i skovbrug, forklarer Rasmus Ejrnæs.

Hvis man skal frembringe godt tømmer, skal træerne vokse op i skygge. Så strækker de sig mod lyst, og stammerne bliver lange og lige.

Danmarks Naturfredningsforening finder Novanas rapport uhyre bekymrende.

– Vi bliver nødt til at lade flere skove passe sig selv. Hvis vi skal vende tilbagegangen skal andelen af urørt skov i Danmark øges betragteligt, mener foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

Novanas rapport omhandler ti forskellige naturtyper. Danmarks Naturfredningsforening har talt op, at der er sket en forværring i fire af de ti naturtyper. Mens ingen af de ti typer viser fremgang.

Miljøstyrelsen skriver, at overvågningen af pesticider i grundvandet blev udvidet med flere forskellige undersøgelser. Det betyder, at vandværkerne skal lede efter flere stoffer i vandet, og Miljøstyrelsen skriver da også, at danske vandværker i 2017 fandt pesticider i 29% af undersøgte boringer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu