ANNONCE

-Vi skal spille vores livs kamp

27. marts 2021 20:24 | Af: Ritzau Fokus

Hverken forsvarsspilleren Igor Armas eller landstræner Roberto Bordin regner med Moldova-point mod Danmark

-Vi skal spille vores livs kamp
Moldova-lejr: Vi skal spille vores livs kamp mod Danmark . (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Der er ikke stor optimisme at spore på Moldovas fodboldlandshold forud for søndagens VM-kvalifikationskamp mod Danmark.

Holdet glæder sig til at prøve kræfter med et af de bedst rangerede hold i verden, men har samtidig heller ikke de store forventninger om at få point ud af anstrengelserne i Herning.

Det siger Moldovas rutinerede forsvarsspiller Igor Armas på et pressemøde i den midtjyske by.

– Vi skal spille den bedste kamp i vores karriere for at få point i morgen (søndag, red.), og vi vil selvfølgelig gøre vores bedste, for at det lykkes. Vi har analyseret Danmark på video, så jeg er sikker på, at vi er klar til at kunne yde en hæderlig indsats.

– Danmark er selvfølgelig favorit til kampen, og alle de danske spillere kan blive farlige, så vi skal være velorganiserede og kompakte, siger forsvarsspilleren.

Går efter ikke at tabe

Moldovas landstræner, italieneren Roberto Bordin, er af samme opfattelse.

– Jeg er enig i, at vi skal spille vores livs kamp.

– Det er åbenlyst, at alt, der ikke er et nederlag, er positivt for os. Men uanset hvem vi møder, så går vi på banen for at få point. Jeg har også sagt til mine spillere, at de skal blive ved med at være positive, lige meget hvad der sker.

– Vi har lagt en plan for, hvordan vi tror, at vi kan få noget positivt ud af kampen, siger Roberto Bordin.

Tredjedårligst i Europa

Italieneren overtog landstrænerjobbet i februar, og han har derfor ikke haft tid til at sætte noget stort præg på Moldovas landshold, der er rangeret som nummer 177 på verdensranglisten, hvilket kun tre europæiske nationer undergår.

Selv om Roberto Bordin har stor respekt for Danmark, understreger han, at hans hold gerne vil undgå at skulle parere angreb gennem samtlige 90 minutter.

– Vi skal prøve at spille på vores egen måde og ikke falde i Danmarks fælder.

– Jeg vil ikke tale alt for specifikt om vores taktik til kampen, men det er åbenlyst, at vi ikke bare kan stå i vores eget straffesparksfelt gennem hele kampen, for så kommer vi til at indkassere mål før eller siden, siger Roberto Bordin.

– Danmark har et rigtig stærkt hold, og ud over et stærkt kollektiv har de også individualister, der kan vinde kampe for dem, tilføjer han.

Moldova åbnede VM-kvalifikationen i torsdags med at spille 1-1 hjemme mod Færøerne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu