ANNONCE

-Mor, min cykel er stjålet

4. januar 2021 16:11 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

For Maria er den et middel til at nå rundt i nærområdet. For Mille en succesoplevelse. Nu er den væk.

– Hvordan kan man stjæle en cykel, der i er udviklet til én, der i forvejen har det vanskeligt, siger Maria Mejlgaard.

Hun er mor til Mille på seks, hvis handicapcykel har været væk siden 31. december.

Den vil både mor og datter gerne have tilbage.

For moderen er den et middel til at nå rundt i nærområdet, for datteren en succesoplevelse.

Ubehagelig overraskelse

Hvad der for Mille skulle have været et hyggeligt nytårsbesøg hos mormor, blev pludselig forvandlet til en oplevelse af de helt trælse.

Den speciallavede cykel, som er et af Milles kæreste ejer, var væk. Stjålet.

Mille er mentalt retarderet og hyperaktiv, ligesom hun også har autistiske træk.

Det betyder, hun lige nu psykisk er som en fire-årig. Fysisk fungerer hun som andre seks-årige, men på grund af sit handicap kniber det med koorderingen.

– Og så er hun ikke fastholdende, når hun skal lære, siger Maria Mejlgaard.

Derfor kan hun ikke, som de fleste andre børn på den alder, umiddelbart lære at cykle. Så Maria Mejlgaard gik ind i kampen for at få en handicapcykel til sin datter.

Sådan en skal der søges om tilskud til, en del har Maria selv betalt, den skal speciallaves – og var halvandet år undervejs.

Så glæden var stor hos både mor og datter, da cyklen endelig var i hus:

Før tilbragte Mille tiden i cykeltrailer eller i en løbecykel, når den lille familie skulle på tur.

– Så det var en stor succes for Mille at kunne cykle almindeligt, siger Maria, der til dagligt arbejder som marketingsassistent.

“Mor, min cykel er stjålet”

For Maria har gode råd den seneste tid været dyre – og ordene en lille smule fattigere.

– Hvad siger man til sin lille pige, der udbryder: “Mor, min cykel er stjålet”. Logik og samvittighed har ingen sammenhæng i den her forbindelse, siger hun.

Cyklen er ifølge Maria ikke sådan lige at bakse rundt med. Den er tung – og kan på grund af sine tre hjul ikke sidde på en almindelig cykelholder.

Derfor er hun overbevist om, at tyvene har været kørende i en kassevogn – eller har haft en trailer til at fragte cyklen væk fra Bondebjerget i det sydvestlige Odense. Låsen, den var låst med, var nemlig en af de større.

– Den skal der en vinkelsliber til at skære over, siger Maria.

Ikke råd til en ny

Maria har været rundt i området for at lede, men forgæves.

– Den kan jo være alle steder. Også ude af landet, siger Maria.

I forsøget på at få cyklen tilbage, har Maria efterlyst den på sin Facebook-profil.

Det opslag er i skrivende stund blevet delt 1800 gange, men har altså endnu ikke båret frugt.

Den speciallavede cykel koster den nette sum af 15.500 kroner.

Det betyder, at bliver den ikke fundet, er det slut med cykelturene i naturen og hen til mormor.

– Jeg er enlig mor – jeg har ikke råd til at købe en ny, siger Maria Mejlgaard.

Cyklen er stjålet mellem juleaften og nytårsaftensdag fra Bondebjerget, Odense SV.

Har du set den – eller får den tilbudt – kontakt Fyns Politi, hvor tyveriet er anmeldt, på telefonnummer 114.

Du er også velkommen til at skrive på jr@newsbreak.dk – så formidler vi kontakten.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu