ANNONCE

Mord og uro: Danskere advares mod dette land

14. november 2019 10:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der er store problemer i Bolivia, hvor demonstrationer og en afsat præsident har sendt landet ud i kaos.

Natten til torsdag dansk tid blev en 20-årig mand skudt i hovedet under de tiltagende voldelige sammenstød mellem tilhængere af Bolivias nyligt afgåede – reelt afsatte – præsident, Evo Morales, og politiet, oplyser blandt andre AFP.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Manden blev skudt under en direkte konfrontation med netop politiet i byen Yapacani, der ligger nær Santa Cruz, oplyser læge Jhonny Guzman til nyhedsbureauet. De mange ugers uro skyldes tiltagende utilfredshed med genvalget af præsident Morales i oktober.

Evo Morales måtte søndag træde tilbage fra præsidentposten og har siden fået politisk asyl i Mexico. Siden oktober har landet været plaget af så voldsomme kampe, at det danske Udenrigsministerium nu advarer mod alle ikke-nødvendige rejser til landet.

“Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge landet”, skriver ministeriet.

I galleriet øverst kan du se alle de lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til.

Soldater på gaden

Efter valget vendte en stor del af politistyrken i landet sig mod den genvalgte præsident, der er den første af sin slags. Nemlig fra landets oprindelige folk. Han blev valgt første gang i 2006.

Bolivias hærchef har siden beordret soldater på gaden i hovedstaden La Paz i et forsøg på at hindre de voldsomme uroligheder, som han mener er skabt af Morales’ tilhængere. Williams Kaliman, som han hedder, har ifølge medier sagt, at han vil indsætte tropper mod “grupper af hærværksmænd”.

Siden Morales’ tilbagetrækning søndag har der været mobiliseret store demonstrationer med ødelæggelser til følge. Hærens og politiets modsvar har været vold og blokader. Af samme grund advarer det danske udenrigsministerium mod demonstrationer.

“Hvis du allerede opholder dig i Bolivia, bør du holde dig på afstand af demonstrationer og større forsamlinger, da de kan udvikle sig voldeligt med kort varsel. Vejspærringer kan forekomme. Du bør ikke forsøge at trænge igennem vejspærringer”, skriver ministeriet.

Fakta

Uroen i Bolivia

De seneste uger har været præget af store uroligheder i Bolivia, efter at den siddende præsident, Evo Morales, opnåede genvalg, men blev beskyldt for valgsvindel, korruption og magtmisbrug.

Det fik søndag flere ministre og embedsmænd til at trække sig sammen med Morales.

Sådan var forløbet i Bolivia siden valget i oktober:

* 20. oktober: Bolivia afholder præsidentvalg, hvor Evo Morales går efter sit tredje genvalg. Primære udfordrer er ekspræsident Carlos Mesa. En kandidat skal have minimum 40 procent af stemmerne og 10 procentpoints forspring for at vælges uden en ekstra valgrunde.

* 21. oktober: En foreløbig optælling viser 45 procent til Morales og 38 procent til Mesa. Efter en pause viser en ny optælling et større forspring til Morales. Oppositionen kommer med beskyldninger om valgfusk, og gadeprotester begynder.

* 23. oktober: Evo Morales siger i en tale, at der er et statskup i gang. Voldsomme gadekampe bryder ud mellem støtter og modstandere.

* 24. oktober: Morales erklæres som vinder med 47,1 procent af stemmerne mod 36,5 procent til Mesa – altså lige over 10 procentpoints forspring. Protesterne tager til i styrke over de næste to uger med flere dødsfald til følge.

* 10. november: Evo Morales varsler først et ny valg. Men senere på aftenen meddeler han sin afgang efter flere ugers pres fra demonstranter, opposition, militær og udlandet.

* 11. november: Morales forlader Bolivia i et militærfly, der blev sendt fra Mexico, der tilbyder ham politisk asyl for hans sikkerhed. Morales accepterede.

* 11. november: Oppositionspolitiker og næstformand for Senatet Jeanine Anez bliver udpeget som midlertidig præsident i Bolivia. Hun lover at udskrive valg.

Ifølge Bolivias forfatning skal en midlertidig præsident udskrive nyvalg inden 90 dage.

* 12. november: Der er endnu ikke meldinger om, at Morales er landet i Mexico.

* 13. november: Morales er ankommet til Mexico. “Hvis folket beder mig om det, er vi klar til at vende tilbage og skabe ro”, siger Morales på et pressemøde.

* 14. november: En 20-årig demonstrant er blevet skudt i hovedet.

Kilde: Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu