ANNONCE

Mortens madvogn sprængt til atomer

8. marts 2021 20:14 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Et frygteligt syn mødte Morten Sand, da han tidligt søndag morgen tog skaderne i øjesyn

Søndag morgen rungede en eksplosion i Aarhus-forstaden Brabrand.

Ved Brabrandhallen lå resterne af det, det lørdag aften var en madvogn.

En gaseksplosion havde blæst Mortens madvogn til atomer.

Se Mortens egne billeder i galleriet over artiklen.

43-årige Morten Sand lå søndag morgen klokken 7 og sov i sit hjem i Brabrand.

Pludselig begynder hans telefon at meddele, der er tikket sms’er ind – ligesom den også på et tidspunkt begynder at ringe.

Morten Sand har endnu ikke rystet søvnen af sig, da det også pludselig banker på døren. Han får sig søvndrukkent bevæget sig hen mod lyden og åbnet for sin kammerat, der står uden for.

– Han siger “Den er helt gal”, siger Morten Sand om kammeratens første ord.

Han kan videre fortælle, at en af de to madvogne, som Morten og hans partner har stående ved hallen, er blæst ud over et større område.

– Så jeg kører hen mod hallen, der kun ligger et par minutter væk, siger Morten Sand, der under køreturen får flere sms’er – nogle med ordet ‘hærvæk’.

– Så jeg tænker selvfølgelig alle mulige ting. Blandt andet “Jeg skal have fat på de banditter”, siger han.

Han når dog kun at parkere bilen ved hallen og det, der engang var madvogn, før han kunne se, ødelæggelserne ikke havde noget med hærværk at gøre.

– Begge døre var skudt ud, som han udtrykker det.

Ud over dørene er også vognens vægge spredt omkring den – ifølge Morten ikke et typisk tegn på hærværk.

Der er heller ikke tegn på indbrud.

Det viser sig også hurtigt, der er sivet en smule gas ud af en af gasflaskerne i vognen. I 14 timer – og så antændt af en gnist, sandsynligvis fra vognens køleskab.

Ny vogn

Morten Sand er uddannet journalist, men hovedhvervet lige nu er at  bestyre Brabrandhallens cafeteria, der på grund af coronaen er lukket ned. Derfor har han en madvogn stående foran hallen for at betjene området sultne gæster.

Han og partneren investerede i endnu en, der fredag fik sin debut foran hallen, hvor mange slog vejen forbi for at få aftensmaden i hus.

– Vi hentede vognen i starten af sidste uge, torsdag fik vi forsikringspolicen, søndag sprang den i luften. Det ser helt vildt ud, siger han lakonisk.

Morten Sand glæder sig over, når det nu skulle ske, at der var mennesketomt på pladsen – og ingen kom til skade.

– Så ville jeg aldrig have tilgivet mig selv, siger han.

Nu forestår et større arbejde med at gøre en nyindkøbt vogn klar. På trods af, forsikringen dækker, kommer eksplosionen til at koste.

– Den skal fyldes op med grej, el – vi starter forfra, siger Morten Sand, der dog ikke har til hensigt at lade den ødelagte vogn stå i vejen for fremtiden.

– Vi skal videre, som han udtrykker det.

Se Mortens egne billeder i galleriet over artiklen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu