Motorcyklist jagtet af politiet: Gik galt – er alvorligt kvæstet

20. september 2018 11:31 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Under en eftersættelse mandag gik det galt for en motorcyklist. Nu søger Den Uafhængige Politiklagemyndighed vidner til hele tidslinjen.

En motorcyklist kom endog meget galt af sted mandag den 17. september, da han forulykkede på sin motorcykel ved tilkørsel seks på Holbækmotorvejen i Taastrup ved København. Sagen er dog speciel, fordi motorcyklisten forulykkede med en politibil “i røven”.

Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) både i en pressemeddelelse og over for Newsbreak.dk. Den tilskadekomne er fortsat alvorligt tilskadekommen efter ulykken, bekræfter Charlotte Storgaard, direktør i DUP, torsdag.

Ifølge Newsbreaks oplysninger blev motorcyklisten efter ulykken hastet væk fra stedet i en ambulance med svære hovedtraumer, men Storgaard ønsker ikke at udtale sig om mandens skader eller hans tilstand i øvrigt.

Hvad skete der?

Årsagen til, at DUP er blevet involveret skyldes det faktum, at der har været tale om en eftersættelse med en af politiets politivogne. I medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2 er det således påkrævet, at DUP iværksætter en undersøgelse af ulykken, fordi der er tale om alvorlig tilskadekomst.

Charlotte Storgaard vil ikke udtale sig om selve ulykken, fordi myndighedens undersøgelser ikke er færdiggjort. Sikkert er det dog, at politiet i noget tid efter ulykken spærrede motorvejstilkørslen fuldstændig og bragte en del mandskab til at afsøge området. Nu venter der DUP et arbejde.

– Vi skal forsøge at finde svar på omstændighederne omkring eftersættelsen, og hvad der skete, da det gik galt. Vi vil derfor gerne høre fra vidner, der har set ulykken, men også fra dem, der har set dele af eftersættelsen, siger hun.

Ulykken skete ved tilkørsel 6 til Holbækmotorvejen i retning mod øst efter en eftersættelse ad Taastrup Hovedgade, Roskildevej og Hveen Boulevard. Har du set noget ad denne retning, kontakt da DUP på telefon 41 78 35 00 eller e-mail på mail@politiklagemyndigheden.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu