Motorvej blev spærret: Der er skidtfisk på vejen

29. marts 2018 12:48 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det er ikke hver dag en motorvej bliver spærret på grund af fisk.

Opdatering: Motorvejen er igen åben for trafik.

Torsdag er der glat flere steder i landet. Dog mest på grund af sne og slud.

Sådan er det ikke lige nu ved på E20, E45 Sønderjyske Motorvej, fra Kolding V mod Kolding N mellem <64> Kolding Vest og <63> Bramdrupdam. Altså i nordgående retning.

Det vil sige, der er glat, men det er ikke på grund af vejret.

– Det er en trailer med skidtfisk, der er væltet, siger Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Selve traileren, der var påspændt en lastbil, skal befinde sig i nødsporet – det gør fiskene dog ikke.

– Så motorvejen er spærret, men brandvæsenet spuler den ren, siger vagtchefen.

Den afspærring bevirker, at der lige nu – som det ses på billedet – er massiv kødannelse på stedet.

Det forventes at arbejdet med fiskene og motorvejen vil tage til omkring klokken 13. Herefter skulle der igen være passage forbi stedet.

– Men man skal nok lige holde sig for næsen, mens man kører forbi, siger vagtchefen med smil i stemmen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu