ANNONCE

Motorvejen spærret: Svanefamilie skabte ravage

14. juni 2020 13:29 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En svømmelysten svanefamilie skabte for anden dag udfordringer på Fynske Motorvej.

Trafikken måtte standses på Den Fynske Motorvej ved afkørsel 50 søndag formiddag. Det skyldtes, at en svanefamilie luntede rundt på kørebanen, oplyser Fyns Politi på Twitter.

I forsøget på at hjælpe familien væk fra den befærdede motorvej placerede Fyns Politi et par vogne på vejbanen og hindrede trafikken i at køre.

Som billederne vedhæftet artiklen viser, lykkedes den aktion heldigvis.

– Ingen, hverken dyr eller mennesker, kom til skade i forbindelse hermed, siger Kenneth Taanquist, vagtchef ved Fyns Politi.

Missionen lykkedes blandt andet, fordi politiet medbragte noget tørt brød til at lokke svanerne med.

Selv om det i sig selv lyder morsomt, så er det faktisk et stort problem, at svanerne færdes på motorvejen.

Noget tyder nemlig på, at det er den samme svanefamilie, der forsøgte at krydse vejen lørdag. Det skyldes måske et vandhul, der er eftertragtet, som ligger på den ene side af vejen.

Fyns Politi vil nu forsøge at finde en løsning, så svanerne permanent kan blive flytter og dermed ikke længere udgøre en fare for trafikanter på Den Fynske Motorvej.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu