ANNONCE

Mund-røver fra Fakta begår endnu et røveri: Nu efterlyses offer

18. marts 2018 13:23 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nu efterlyser politiet både offer og vidner.

Mund-røver fra Fakta begår endnu et røveri: Nu efterlyses offer
På vej fra røveriet i Fakta røver gerningsmanden også en kunde. Den kunde efterlyses nu. Foto: Colourbox.

Opdatering: Den 36-årige gerningsmand er afhørt og løsladt.

Nordjyllands Politi modtog lørdag 17. marts klokken 20.57 en anmeldelse fra Fakta Nejstdalen 2, 9850 Hirtshals.

Forretningen havde netop været udsat for et røveri, hvor det benyttede våben må siges at høre til i den mildere ende af skalaen.

En mand kom ind i butikken og beordrede personalet til at fylde spiritusflasker og cigaretter i en pose og give ham penge fra kassen.

– Han fik lidt spiritus og cigaretter, siger Poul Fastergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Udover det orale våben var manden ubevæbnet, og efter røveriet forlod han butikken i ukendt retning – formentlig på en knallert.

Nåede endnu et røveri

Men forinden havde han nået at begå endnu en ugerning. I den forbindelse efterlyses nu både offer og vidner:

Efter røveriet mod Fakta udøvede gerningsmanden endnu et røveri på vej ud af forretningen.

Her indhenter han en kunde, som forsøger at løbe fra stedet og trækker kunden tilbage til butikslokalet, hvor gerningsmanden forlanger kundens tegnebog udleveret. Gerningsmanden stjæler et ukendt beløb fra pungen og smider pungen fra sig.

Kunden får efterfølgende fat i sin tegnebog og forsvinder fra stedet.

Nordjyllands Politi vil nu meget gerne i kontakt med den kunde, som var udsat for dette røveri samt personer som eventuelle vidner til episoden.

Hurtig anholdelse

Gerningsmanden er dog allerede i politiets varetægt.

Efter en kort efterforskning kunne politiet klokken 23.52 anholde en 36-årig mand i Hjørring, hvortil han var kørt fra Hirtshals i bus.

Hos ham blev der fundet en del af de stjålne effekter.

– Lige nu er vores jurist ved at læse sagen igennem og vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Poul Fastergaard.

Har du oplysninger i sagen – kontakt Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu