ANNONCE

Mundbind: Melder om udsolgt mange steder

1. august 2020 15:12 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Søgningerne på mundbind mindede om en travl julehandelsdag, lyder det fra Pricerunner.

Mundbind: Melder om udsolgt mange steder
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at bruge mundbind har skabt en kolossal efterspørgsel på dem (arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efterspørgslen på mundbind er steget eksplosivt, siden Sundhedsstyrelsen fredag anbefalede, at man blandt andet bruger dem, hvis man skal med offentlig transport i myldretiden.

Søgningen på PriceRunner efter de eftertragtede mundbind blev fredag fordoblet i forhold til torsdag. Det skriver tjenesten i en pressemeddelelse.

Fredag søgte alle på kort tid efter mundbindene i danske onlinebutikker. Det fik søgningerne til at minde om en travl juelhandelsdag, skriver PriceRunner.

– Vi var overbeviste om, at marts og april, hvor vi så en massiv efterspørgsel på mundbind og håndsprit, var toppen i forhold til coronakrisen.

– Men det er gået helt amok og stigningen vi så fredag, er helt exceptionel, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner i pressemeddelelsen.

Vild efterspørgsel vil fortsætte

Danskernes søgninger i juli var 139 procent højere end i april. Her var efterspørgslen på mundbind størst, lyder det.

– Efterspørgslen er kolossal for tiden, og det betyder, at vi kan se, at mange butikker allerede melder udsolgt, siger Martin Andersen i meddelelsen.

Primært er det de klassiske kirurgiske mundbind og de nye og mere modeagtige mundbind, som er de mest populære.

PriceRunner forventer, at den store efterspørgsel på mundbind vil fortsætte. Samtidig er det sandsynligt, at de vil se en mere end en fordobling i løbet af den kommende tid, skriver tjenesten.

Drop genbrug

Sundhedsstyrelsen har tidligt i coronakrisen sørget for at synliggøre en vejledning til fornuftig brug af mundbind, hvis nu nogle syntes, det gav dem tryghed. Her kan man læse blandt andet de helt generelle anbefalinger, og især én bør gentages igen og igen.

“Brug kun engangsmundbind og helst et med elastikker til ørerne. Mundbindet bør være af medicinsk/kirurgisk kvalitet, det vil sige, det er fabriksfremstillet og CE-godkendt. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at bruge mundbind, der er lavet af stof eller hjemmelavede mundbind”, står det.

Et rigtigt mundbind af den anbefalede type har også en metalbøjle, der sikrer, at det lukker tæt. Det er ikke tilfældet for stof-mundbind med elastikker. Bruger du sidstnævnte og genbruger det, kan Sundhedsstyrelsen altså ikke påpege, at du gør det rigtige.

Desuden lyder anbefalingen, at du naturligvis ikke genbruger engangsmundbind.

Fakta

Sådan bruger du mundbind

Læs her, hvordan mundbind bruges rigtigt, så smitterisikoen mindskes:

* Mundbind skal leve op til en række krav for at beskytte mod sygdom. Det gør hjemmelavede mundbind højst sandsynligvis ikke, og derfor advarer Sikkerhedsstyrelsen mod hjemmelavede mundbind, som kan give en falsk tryghed.

* Det anbefales at bruge enten medicinske mundbind eller åndedrætsværn, der begge vurderes at beskytte mod både at blive smittet og smitte andre. De kan ofte købes på apoteker og i visse butikker.

* Man bør ikke bruge mundbind eller maske som erstatning for god hygiejne, at holde afstand eller andre tiltag til at forebygge smitte. Det skal ses som et supplement.

* Hvis man vil mindske smitterisikoen, er det mere effektivt at isolere sig selv, holde mindst en meters afstand og holde god hygiejne.

* Når man tager mundbindet på, skal man have rene hænder, og man bør ikke røre for meget ved det undervejs. Find forsiden – det er typisk den farvede side. Mundbindet skal dække næse og mund og sidde tæt.

* Bliver mundbindet vådt eller beskidt, skal det skiftes. Det bør skiftes, hvis der kommer fugtskjolder.

* Hvis det ikke bruges korrekt, kan det øge smitterisikoen, så man smitter sig selv eller andre med det. Det samme gælder, hvis man rører meget ved mundbindet.

* I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen at bruge mundbind, hvis man er smittet, er i nær kontakt til en smittet eller har symptomer på coronavirus, og hvis man skal bryde sin isolation ved eksempelvis at tage på hospitalet, til test eller lignende.

* Også på vej hjem fra eksempelvis lufthavn efter rejse i et højrisikoområde, og hvis man skal tæt på en pårørende, der er i øget risiko for et svært sygdomsforløb, anbefaler styrelsen at bruge mundbind.

* Fra den 31. juli anbefales det nu også at bruge mundbind i den kollektive trafik, hvis du rejser på tidspunkter, hvor mange gør lige så.

* Derudover er der visse steder krav om, at man bruger kirurgisk mundbind. Det gælder eksempelvis i danske lufthavne.

* Det anbefales kun at bruge mundbind, der er CE-mærket og har dansk mærkning og vejledning.

* Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med de mundbind og ansigtsmasker, der er sat til salg på det danske marked. Styrelsen har flere gange fundet varer, der ikke lever op til reglerne.

Kilder: Ritzau, Lægemiddelstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu