ANNONCE

Mundbind: Nu lempes der på reglerne

18. august 2020 16:44 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Mundbind på det danske marked skal ikke leve op til de normalt strenge krav.

Med udsigten til et massivt dansk forbrug af mundbind, når de fra lørdag skal bruges i offentlig transport landet rundt, lemper Lægemiddelstyrelsen nu på kravene til mundbind i Danmark.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Lempelsen er midlertidig, og den gælder hidtil frem til 1. december.

Det sker netop for, at virksomhederne lettere kan sikre forsyningen af mundbind til borgerne i Danmark.

Lægemiddelstyrelsen holder dog fast i, at mundbindene skal være CE-mærkede. Det er garant for, at de lever op til kvaliteten.

Ændringen består i, at mærkningen og brugsvejledningen på mundbindene nu ikke behøver være på dansk. Frem til den 1. december vil man derfor også kunne købe mundbind med svensk, norsk eller engelsk mærkning og brugsanvisning.

De midlertidige ændringer til sprogkravet gælder kun for operations- og kirurgiske mundbind – andre typer masker og mundbind som f.eks. værnemidler kan være underlagt andre regler og sprogkrav.

Vælg det bedste

Kirurgiske engangsmundbind er stadig at foretrække, men man kan til nøds bruge stofmundbind, lyder den nyeste vejledning fra Sundhedsstyrelsen, der ellers har været tilbageholdende med at anbefale stofmundbind.

Stofmundbind kan både købes i butikker og laves selv, men uanset om du køber eller syr selv, hvordan vælger du så det rigtige?

Jo flere lag, der er i masken, des bedre er masken til at fange og filtrere partiklerne, du indånder og udånder.

I artiklen HER samt i galleriet over artiklen kan du læse mere om, hvordan du vælger det bedste mundbind.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu