Mundbind beskytter ikke som du tror de gør

28. februar 2020 18:15 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Mundbind er i høj kurs, mens Coronavirus Covid-2019 hærger. Men langt de fleste skal slet ikke bruge dem. Det er der flere gode grunde til.

Mundbind beskytter ikke som du tror de gør
Mundbind og ansigtsmasker burde være forbeholdt dem, der virkelig har brug for dem, lyder det fra WHO. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Coronavirus Covid-19 har officielt indtaget Danmark, og med det kan apoteker ude i landet melde om massiv efterspørgsel på mundbind og ansigtsmasker.

Men hvis du ikke arbejder et sted, hvor du går op og ned af patienter med coronavirus, bør du spare dine penge af flere årsager.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Først og fremmest er der en reel risiko for, at der opstår mangel på mundbind ude i verden, hvis produkterne bliver købt af de forkerte. Og det gør de, hvis de bliver købt af danskere, der tror, at mundbind kan beskytte dem mod coronavirus.

Faktisk har WHO været ude og advare om, at mundbind og beskyttelselsdragter har været en reel mangelvare steder, hvor der faktisk er brug for dem.

Direktør for Verdenssundhedsorganisationen Tedros Adhanom Ghebreyesus har ifølge The Guardiansagt, at problemet opstod, fordi mundbind slet og ret bliver brugt af de forkerte individer.

Dem, der dagligt arbejder med at bekæmpe en virus som coronavirus Covid-19 har brug for beskyttelsen. Danskere, der skal ud og handle, har ikke.

Derfor er mundbind i Danmark spild af penge

Også i Danmark er der hos eksperter frustration at spore over danskernes hamstring af mundbind og anden beskyttelse.

Allan Randrup Thomsen, professor ved Københavns Universitet, har sagt til Ritzau, at han mener, at indkøbende af mundbind og masker slet og ret er gået grassat.

Han siger også, at mundbind godt kan være fornuftige, hvis der er reel spredning af smitte af en sygdom som coronavirus i Danmark. Det er ikke tilfældet i skrivende stund.

Flere danskere er blevet smittet med sygdommen, men de to første personer, der fik konstateret coronavirus Covid-19 var begge kommet hjem fra områder, hvor virussen var meget mere udbredt end den er i Danmark.

Kan mundbind beskytte dig?

Hvor Allan Randrup Thomsen siger, at beskyttelsesmasker og lignende kan være fornuftige i brug på et tidspunkt, er Brian Kristensen, sektionsleder på Statens Serum Institut af en anden mening.

Han har tidligere gjort det klart, at der ikke er dokumentation for, at maskerne beskytter raske mennesker mod sygdom. DEt er der en god forklaring på.

Hvordan smitter Coronavirus Covid-19?

Virussen spredes ved kontakt mellem mennesker, eksempelvis hvis en smittet hoster eller nyser i nærheden af en ikke smittet. Problemet er her, at at mundbind ikke filtrerer alt det, der bliver hostet ud af et menneskes mund.

Hvordan skal jeg beskytte mig mod virusser?

Du kan beskytte dig mod Coronavirus Covid-19, som du beskytter dig mod andre typer af virus, der sitter på samme måde.

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal du huske at vaske hænder grundigt med vand og sæbe. Derudover skal du holde dig fra syge personer, der hoster og spytter, og hvis du selv skal hoste, skal du gøre det i din albue. Derudover er det en god idé at holde dig fra steder, hvor der findes mange levende og døde dyr. Man mener, at Coronavirus Covid-19 udsprang fra et marked, hvor der var mange levende og døde dyr. DU skal med andre ord udvise generel forsigtighed.

Fakta

Det vi alle spø'r om

Denne artikel er en del af serien “Det vi alle spø’r om”, hvor vi på Newsbreak.dk forsøger at give nogle af de svar på aktuelle emner, som danskerne søger på søgemaskiner som Google.

I serien forsøger journalisten at give nogle konkrete svar på aktuelle navne, begivenheder og begreber ud fra de søgninger, som vi enten ved bliver lavet på Google – eller de søgninger journalisten formoder kommer i kølvandet på den aktuelle sag.

Det er ikke alle spørgsmål, vi søger svar på, som vi konkret kan besvare. Det kan være svar på fremtidige begivenheder som eksempelvis Tour de France 2021, hvor vi endnu ikke ved hvilke danske ryttere, der deltager – eller i forbindelse med Christian Eriksens skifte til fodboldklubben Inter, hvor vi ikke præcist kan give svar på, hvad han tjener. Men vi forsøger at komme så tæt på som overhovedet muligt.

God læselyst

Uffe Dahl,
Redaktør, Newsbreak.dk

I mellemtiden er beskyttelsesudstyr til dem, der vitterligt har brug for det, ramt af forsinkelser, fordi blandt andet mundbind bliver sendt de helt forkerte steder hen, ifølge Tedros Adhanom Ghebreyesus.

– Første prioritet skal være sundhedsarbejderne. Anden prioritet er de syge og dem, der passer på de syge, siger han, ifølge The Guardian.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu