ANNONCE

Musikvideo over gevind: Stenkast mod politiet

26. september 2019 22:26 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Flere var maskerede under det, der angiveligt var optagelsen til en musikvideo.

Musikvideo over gevind: Stenkast mod politiet
Flere gange måtte politiet tilkaldes til det, der angiveligt var en videooptagelse. Med maskerede personer. Det endte med stenkast mod patruljen. Arkivfoto. Colourbox.

Østjyllands Politi fik onsdag klokken 19.10 en anmeldelse om, at flere unge, maskerede mænd var samlet på Rosenhøj Torv i forstaden Viby.

Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor en stor gruppe unge mænd var samlet foran et pizzeria.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Artiklen fortsætter under videoen

Der var også opsat standerlamper med kraftigt lys, og mændene oplyste, at de var i færd med at optage en musikvideo. Mændene fik besked på, at de, når optagelserne var afsluttet, skulle tage maskeringen af, hvilket de indvilligede i.

Klokken 20.35 fik politiet besked om, at optagelserne nu var flyttet til Søndervangs Allé i Viby, og at der var ved at opstå dårlig stemning på stedet.

Der blev sendt en patrulje, der fik kontakt til to af personerne, der oplyste, at optagelserne snart ville være afsluttet, hvorefter de ville køre fra stedet.

Sten mod politiet

Da optagelserne var færdige kørte patruljen ind på Rosenhøj Torv og parkerede bilen. Kort efter blev der kastet en genstand mod patruljebilen, så der lød et højt brag.

Det viste sig, at det var en sten, der var blevet kastet mod patruljebilen, der fik smadret venstre baglygte.

Betjentene så ikke, hvem der kastede stenen, og ingen af de tilbageværende personer på stedet ønskede at tale med politiet. Stenen blev sikret, og der blev oprettet en sag vedrørende forsøg på vold mod polititjenestemand.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu