ANNONCE

Myndigheder forbereder sig på lang corona-kamp

19. marts 2020 04:34 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Myndighederne arbejder på et scenarie, hvor corona ikke nødvendigvis bliver hæmmet af varmere vejr.

Det har tidligere lydt, at coronavirusset ville stilne af, når sommeren nærmer sig og vejret bliver varmere.

Det kan stadig være scenariet, men myndighederne forbereder sig også på det modsatte.

Det skriver DR Detektor onsdag.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Myndighederne gør sig nemlig klar på, at coronavirusset ikke har det, der kaldes årstidsvariation.

Årstidsvariation betyder, at sommervejret kan hæmme udbredelsen af virusset, fordi vi ændrer adfærd.

Men virusset har overlevet fint i lande, hvor vejret er varmere.

– Der er årstidsvariationer ved de normale coronavirus, der giver forkølelse, men det er muligt, at det ikke gælder Covid-19. Og vi har i hvert fald set udbrud i lande med relativt varmt klima, siger faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak til DR Detektor.

– De danske myndigheder regner med, at mellem 10 og 15 procent af danskerne bliver smittet med coronavirus under en epidemi frem til maj eller måske endda juni, siger han til DR Detektor.

Mere end 1000 smittede

I øjeblikket er 1057 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. 24 personer er indlagt på intensive afdelinger, hvor 18 af disse personer er i respirator.

Myndighederne har hele tiden regnet med, at disse tal vil stige. Samtidig er forventningen, at mellem 0,3 og 1 procent af de smittede vil afgå ved døden.

– Vi er nødt til at antage, at der kommer en fuld epidemi nu, som svarer nogenlunde til de norditalienske tilstande. Det handler om, hvordan regionerne skal planlægge med personale og respiratorer, siger Kåre Mølbak til DR Detektor.

Han regner samtidig med, at virusset vil vende tilbage med flere bølger fremadrettet.

Hvis det skulle vise sig, at det varmere vejr hæmmer virusset, forventer Kåre Mølbak, at der vil komme en større bølge til efteråret.

– Hvis vi får en lille bølge nu, som stopper på grund af det gode vejr, så forventer jeg, at efterårsbølgen sætter tidligere ind – måske allerede i oktober eller november, siger Kåre Mølbak til DR Detektor.

I galleriet ovenfor kan du se en oversigt over, hvilke tiltag regeringen og myndigheder har indført for at stoppe spredningen af coronavirus.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu