Mystisk brand: Foreløbig to fundet døde

28. maj 2019 10:29 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Syd- og Sønderjyllands Politi er tirsdag morgen massivt til stede i Blåvand, hvor en mistænkelig brand efterforskes.

En nabo til en villa på Bytoften i Blåvand blev tirsdag morgen vækket af pludselig støj, der viste sig at være fra en brand.

Naboen ringede derfor til alarmcentralen via telefonnummer 112.

Syd- og Sønderjyllands Politi er massivt til stede i Blåvand, skriver JydskeVestkysten, der har en reporter på stedet.

Newsbreak.dk har været i kontakt med vagtchefen ved politikredsen, der bekræfter, at der har været en brand, men i øvrigt ikke ønsker at udtale sig yderligere.

Han henviser til en pressemeddelelse.

I den fremgår det, at “politiet blev her til morgen sammen med brandvæsnet tilkaldt til adressen, hvor en villa var i brand.”

På nuværende tidspunkt er der fundet to personer døde i villaen, men brandvæsenet er i gang med efterslukning, hvorfor det ikke er endegyldigt.

Branden efterforskes som mistænkelig, og det fremgår klart af pressemeddelelsen, at Syd- og Sønderjyllands Politi ikke ønsker at knytte yderligere kommentarer til sagen for nuværende.

Newsbreak.dk følger sagen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu