Mystisk dødsulykke på motorvej: Så brutal var mandens død

5. december 2018 18:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En 29-årig mand blev ramt af flere biler, inden han til sidst blev erklæret død.

Det var en særdeles brutal og voldsom død, en 29-årig mand led tirsdag aften ved 23-tiden. Politiet mener, han blev dræbt ved, at en 30-årig kammerat skubbede manden ud på Holbækmotorvejen.

Sikkert er det, at en elektriker i en hvid Opel-kassevogn ramte den 29-årige først. Elektrikeren var på vej hjem efter at have været på en opgave i Jyske Bank på Gammel Kongevej på Frederiksberg, kom det frem i Retten i Glostrup, hvor den 30-årige var i grundlovsforhør.

Den 29-årige blev ramt så hårdt, at han blev slynget op på elektrikerens bil, så hovedet slog direkte ned i forruden. Med det samme holdt elektrikeren ifølge sin egen forklaring ind til siden, ringede 112 og ville så udøve livreddende førstehjælp. Inden han kan nå det, blev den 29-årige ifølge Ekstra Bladets retsreportage ramt af en anden bil og siden kørt over af en lastbil.

Smidt ud af taxa

Den 30-årige drabssigtede mand brød sammen i tårer, da dommer Katrine B.B. Eriksen, onsdag valgte at løslade ham efter grundlovsforhøret. “Du er fri, og du kan gå herfra”, lød det til den 30-årige gulvlæggerelev.

Københavns Vestegns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at sigtelsen mod manden i første omgang bliver opretholdt. Sagen efterforskes endnu aktivt – og politiet forsøger at klarlægge forløbet.

Den dødelige hændelse skete, efter at de to mænd havde opholdt sig i midterrabatten. Her var de endt, fordi en taxachauffør havde smidt dem af. I taxaen var der opstået uoverensstemmelser om prisen, og taxachaufføren har anmeldt, at han blev udsat for vold.

Politiet var i kontakt med dem

Efter nogle minutter i midterrabatten blev de to mænd antastet af en politipatrulje. Den viste dem væk fra motorvejen, men da politiet var kørt, vendte mændene tilbage.

– Vi vidste ikke, hvor vi var, og vi kunne ikke ringe til nogen. Min telefon var løbet tør for strøm, og hans kunne ikke ringe, fortalte den 30-årige i retten.

Den 30-årige fortæller, at de begge var berusede efter et besøg på værtshuset Chimpansen i Taastrup tidligere på aftenen. Her var de i øvrigt på vej hen igen efter at have været hjemme hos den 30-åriges svigermor.

“Forsvandt for øjnene af mig”

I rabatten forsøgte de to mænd at praje en bil, som kunne køre dem væk, men det lykkedes ikke. Ifølge den 30-årige forsøgte kammeraten at gå ud på kørebanen flere gange, mens han selv forsøgte at trække ham ind.

– Han forsvandt lige for øjnene af mig, da jeg forsøgte at tage fat i ham og hive ham ind igen, fortæller den 30-årige, hvis kæreste også er til stede i retten.

Hvad der skete derefter husker den 30-årige ikke. Men det ligger fast, at den 29-årige blev ramt af flere biler – blandt andet en lastbil. Den 30-årige blev ifølge politiet anholdt tæt ved ulykken klokken 23.15.

Ikke tilstrækkeligt

Elektrikeren har forklaret, at han mener at have set en form for håndgemæng i midterrabatten. Det så ud som om, at den ene person ad to omgange skubbede den anden ud på kørebanen. Retsformand Katrine B.B. Eriksen mente ikke, at der var grundlag for at fængsle manden.

– Der er ikke noget som helst grundlag for at sige, at du skulle have gjort det her med vilje. Der er heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at sige, at der er tale om vold af særlig farlig karakter, sagde hun i forbindelse med løsladelsen.

Hun mener do, at der er en begrundet mistanke om, at den 30-årige kan være skyldig i uagtsomt manddrab, men det er ikke tilstrækkeligt til at kunne varetægtsfængsle.

Søger vidner

I forbindelse med den fortsatte efterforskning efterlyser Københavns Vestegns Politi vidner blandt trafikanter på Holbækmotorvejen tirsdag aften.

Påkørslen skete i Holbækmotorvejens vestgående kørebaner ved Vallensbæk, lige før motorvejen deler sig mod henholdsvis Roskilde og Ishøj. Altså nær Vallensbæk Sø og Store Vejleå.

Netop derfor appellerer politiet til trafikanter, der har set personer gå eller opholde sig på Holbækmotorvejen i området ved Vallensbæk tirsdag aften mellem klokken cirka 21.30 og 23.00, om, at de gerne må henvende sig – døgnet rundt. Det kan ske på telefonnummer 43 86 14 48.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu