ANNONCE

Mystisk lastbiluheld i kælder undersøges

9. februar 2021 13:39 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En bilinspektør er tilkaldt for at rede trådene ud

To lastbiler er tirsdag morgen braget sammen i kælderen under shoppingcentret Rødovre Centrum.

Det i sig selv er usædvanligt, siger vagtchef Brian Holm fra Københavns Vestegns Politi til Newsbreak.dk.

Men hvad der er endnu mere usædvanligt er, at ingen tilsyneladende ved, hvorfor det er sket:

– Vi har talt med de to chauffører, der ikke rigtigt har kunnet forklare, hvad der er sket, siger vagtchefen.

Bilinspektør tilkaldt

Vagtchefen oplyser videre, at man har tilkaldt en bilinspektør til kælderulykken.

Det gør man normalt, når der er sket alvorlig personskade i forbindelse med trafikulykker.

Dette er ikke tilfældet her. Begge chauffører er uskadte.

Bilinspektører tilkaldes imidlertid også, når man mistænker konstruktionsfejl i køretøjer:

– Så han er tilkaldt for at undersøge, om der er en form for teknisk problem, siger Brian Holm.

Politiet fik anmeldelsen klokken 8.37 tirsdag morgen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu