ANNONCE

Mystisk sag: To fundet døde i et badekar

19. februar 2021 10:28 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk

Politiet er på bar bund i sagen om en mand og en kvinde, der blev fundet døde tirsdag aften i Sæby

Tirsdag aften klokken 17.30 blev to personer fundet døde i en villa i Sæby.

Nu er der nye oplysninger i sagen.

Politiet har ikke kunnet klarlægge en dødsårsag og kan derfor hverken bekræfte eller udelukke, der er sket en forbrydelse.

Onsdag blev de døde, en kvinde i 50’erne og en 75-årig mand, obduceret. Men politiet er fortsat på bar bund ifølge efterforskningslederen ved Nordjyllands Politi, vicepolitiinspektør Frank Olsen.

– Der er ikke noget i obduktionsrapporten, som peger i retning af, at der er sket en forbrydelse, oplyser han til Newsbreak.dk.

Men politiet betragter dødsfaldene som mistænkelige.

– Det er meget mærkeligt, at vi finder to døde personer i et badekar på samme tidspunkt. Det er ikke sandsynligt, at de lige har fået hjertestop på samme tidspunkt. Det tror vi ikke på, fortæller Frank Olsen.

Stoffer, piller, alkohol – eller en blanding?

I den videre efterforskning skal der fortsat foretages afhøringer af de personer, som de afdøde har været i kontakt med, og så afventer politiet svar på prøver fra retsmedicin.

– Prøverne skulle gerne kunne gøre os klogere på, hvorvidt kvinden og manden har indtaget stoffer, piller eller alkohol – eller måske en blanding, lyder det fra vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Der kan dog godt gå et par uger, før prøveresultaterne er klar.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu