Naboer frustrerede over kørsel på villavej

25. juni 2019 17:22 | Af: Newsbreak.dk

Unge kører råddent og udviser aggressiv adfærd. Hårdt mod hårdt er ikke løsningen, mener formand for fællesråd.

Naboer frustrerede over kørsel på villavej
I lørdags kom en 51-årig kvinde til skade, da hun blev torpederet bagfra på Hejredalsvej. Foto: Privat/TV2 Østjylland.

De er vrede. De er frustrerede. De er også bange.

Mange beboere i og omkring Hejredalsvej i Brabrand oplever at leve i et trafikalt mareridt. Det skriver TV2 Østjylland.

Ofte er villavejen scene for noget, der minder om vanvidskørsel i form af – primært – unge mennesker, der kører 100 km/t i et område, hvor man må køre 50 km/t.

Så sent som i lørdags gik det galt på villavejen. En 51-årig kvinde ville svinge ind på sin grund, da hun blev torpederet af en 24-årig mand, der ville overhale hende venstre om.

Søn blev bange

Det er ikke kun hastigheden, der er problemet. Det er også den opførsel, de unge mennesker udviser – i særdeleshed, hvis de bliver konfronteret med deres farlige kørsel.

Det kan Lasse Manshaus, der bor på en sidevej til Hejredalsvej, snakke med om.

– Jeg har været ude for en situation, hvor en bil ved en tankstation kører ud på vejen for fuld fart, så en anden bil må køre ud i grøften, siger han til TV2 Østjylland og fortsætter:

– Jeg kører efter bilen og tager et billede af føreren ved et lyskryds. Så følger han efter mig hjem og sparker på bildøren og skriger, at han skal komme efter os. Min søn var med i bilen, og han blev skidebange.

Formanden for Brabrand-Årslev Fællesråd, Holger Lyngklip Strøm, kender til situationen.

– Der er en række unge testosteronbomber fra Gellerup. De udviser en mandschauvinistisk opførsel, og det er “mig først”. Det handler meget om machokultur, siger han til TV2 Østjylland.

Helt almindelige borgerlige typer

Ifølge Holger Lyngklip Strøm kan problemerne på Hejredalsvej og de omkringliggende veje, eksempelvis J.P. Larsensvej, dog ikke kun tilskrives unge mennesker fra Gellerup.

– Der er også nogle testosteronbomber blandt os. Det er helt almindelige borgerlige typer, der giver fuckfingeren og gasser op ved til skolepatruljen, siger han.

Den hidsige kørsel har store konsekvenser for beboerne i området, mener Lasse Manshaus.

– Der er simpelthen så meget vanvittig kørsel herude. Vores børn vil gerne ud og lege, men det tør de ikke. Vi er gidsler i vores eget hjem, siger han.

Lasse Manshaus lader ikke sine børn cykle til den nærliggende Engdalskoen, og han er langt fra den eneste.

– Ingen tør lade deres børn cykle deres børn i skole, og det betyder, man i stedet får en kæmpe trafikprop ved skolen. Det skaber så stress og farlige situationer om morgenen.

Politi og kommune involveret

Borgere i området har længe kæmpet for at få kommunen til at gøre noget ved problemet, og mandag havde Holger Lyngklip Strøm et møde med folk fra Teknik og Miljø i kommunen.

– Teknik og Miljø har en plan for, hvordan man kan sænke hastigheden i området. Der vil blandt andet komme en cykelsti på begge sider og dobbelt fortov hele vejen op ad Hejredalsvej i 2020, siger formanden for Brabrand-Årslev Fællesråd til TV2 Østjylland.

Østjyllands Politi er også opmærksomme på situationen i og omkring Hejredalsvej, og Holger Lyngklip Strøm har i sinde snarest muligt at holde et møde med politiet.

– Vi vil gerne have, at politiet samler de her unge mænd, der har et lidt andet forhold til kørsel og så tage dem ud på Jyllandsringen, så de kan komme af med nogle aggressioner. Måske kan de køre om kap med politiet på banen, siger han.

Hårdt mod hårdt nytter ikke noget, mener Holger Lyngklip Strøm.

– Vi tror ikke på, at forbud hjælper. De unge skal også være med til at gøre situationen bedre. Det kræver noget mod at sige: “Vi vil gerne lege med jer – kom herover i vores sandkasse”, siger han til TV2 Østjylland og fortsætter:

– Hvis de begynder at kende os, har de heller ikke lyst til at køre os ned.

Her skal de ikke køre race

Ifølge Holger Lyngklip Strøm er dialog og inklusion vejen frem, hvis Hejredalsvej skal blive et sikkert og behageligt sted at færdes.

– De skal ikke race rundt blandt os, men 97 procent af de unge i Gellerup har det fint, og så er der tre procent, der laver lort i den. Jeg tror på, at de tre procent også er gode mennesker, når man skræller det øverste lag af.

Er det ikke at belønne nogle mennesker, der ikke kan finde ud af reglerne i samfundet, hvis man inviterer dem ud til Jyllandsringen, så de kan køre race?

– Bankdirektører får et gyldent håndtryk, selvom de bliver afskediget. Jeg kan ikke se, at der en forskel.

Lasse Manshaus håber bare, at Aarhus Kommune og Østjyllands Politi snart vil sørge for fredelige forhold i det område, han bor.

– Vi har virkelig, virkelig kæmpet for det i lang tid. Vi har været igennem så mange runder med kommunen. Vi har haft rådmanden ude hos os. De har alle lovet, at de vil gøre noget ved det, siger han til TV2 Østjylland.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu