ANNONCE

Nægter overfald på Rema-ansat

30. juli 2020 18:28 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

22-årig er fængslet i fire uger for grov vold mod ansat i Rema 1000. Den ansatte blev ikke livsfarligt såret.

En 22-årig mand er blevet fængslet i fire uger for et blodigt overfald, der onsdag fandt sted ved Rema 1000 på Danalien i Aalborg. En dommer tog beslutningen torsdag ved Retten i Aalborg, oplyser anklager Torben Kauffmann til Nordjyske, skriver Ritzau.

Newsbreak.dk omtalte kvivoverfaldet onsdag aften og kunne således berette, at det var en ansat i butikken, der tilbageholdte en butikstyv i forretningen. I forbindelse med at den ansatte kontaktede politiet blev han stukket med kniv.

– Han har fået et fem-seks centimeter dybt stiksår i den ene side, og det er tæt på et af de vigtige organer, sagde vagtchef Per Jørgensen onsdag aften. Han kunne dog meddele, at den butiksansatte ikke var livstruende kvæstet.

Den 22-årige, der blev anholdt kort efter overfaldet, er blevet sigtet for grov vold, men i retssalen ønskede han ikke at udtale sig. Han nægter sig dog skyldig, skriver Ritzau. Anmeldelsen kom fra den butiksansatte selv klokken 15.37.

– Klokken 16.08 blev en mistænkt anholdt på sin bopæl i nærheden, sagde vagtchefen onsdag. Den anholdte blev fundet af blandt andre sporhunde, men også vidneudsagn hjalp til. Ifølge Newsbreak.dks oplysninger blev manden anholdt i en lejlighed, der ligger ganske tæt på Rema-butikken.

På hans adresse blev fundet en kniv, som politiet antager, er gerningsvåbnet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu