ANNONCE

Natascha døde efter ulykke: Ekskæresten dømt

27. november 2020 18:54 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Østre Landsret gør fængselsstraf i sag om dødsulykke i Lellinge ubetinget.

17-årige Natascha Arrild mistede livet, da hun natten til 10. marts 2019 befandt sig som passager i en bil, hvor hendes ekskæreste sad bag rattet.

Fredag har Østre Landsret skærpet straffen mod den 22-årige ekskæreste, som var skyld i pigens død.

Det var i landsbyen Lellinge nær Køge, at bilen – en Peugeot 206 – ramte et helleanlæg, og 17-årige Natascha Arrild, som sad på passagersædet i bilen, blev dødeligt kvæstet.

Bilen skred ud og ramte flere træer, inden den trillede rundt og til sidst landede på en mark nord for Ringstedvej, skrev Midt- og Vestsjællands Politi dengang,

Den svært kvæstede pige blev med helikopter fløjet til Rigshospitalet i København, men hendes liv stod altså ikke til at redde.

Østre Landsret har fredag bestemt, at manden skal straffes med 14 måneders ubetinget fængsel. Det oplyser Statsadvokaten i København på Twitter. Og det er en markant skærpelse i forhold til den dom, som Retten i Roskilde afsagde tidligere på året.

(I artiklen “17-årige Natascha dræbt i ulykke: Nu redder hun andres liv” fortæller Nataschas forældre Anja og Jes om deres forfærdelige oplevelse.

Uddrag:

Klokken lidt over 1 banker det på døren hos Natascha Arrilds forældre i Borup. To betjente kan fortælle, at Natascha har været involveret i en ulykke, og at de skal på Rigshospitalet med det samme.

På det tidspunkt ved forældrene ikke, hvor slemt det står til. Det fortalte Nataschas mor Anja Arrild til Newsbreak.dk:

– Betjentene kan kun sige, at hun ikke er død. Så ville hun ikke være på hospitalet, sagde Anja Arrild.

Markant skærpelse

Ved Retten i Roskilde lød straffen godt nok på 15 måneders fængsel, men retten vurderede, at kun tre måneder skulle afsones. Resten af straffen blev gjort betinget og skulle altså i udgangspunktet ikke afsones.

Skærpelsen betyder også, at den dømtes mulighed for at søge om lov til at afsone straffen i hjemmet iført fodlænke fordufter. For det er kun straffe på under seks måneders fængsel, hvor det er en mulighed.

Ud over en skærpelse af fængselsstraffen, skruede landsretten også på sanktionsknappen, når det gælder frakendelse af førerretten. Her havde Retten i Roskilde vurderet, at en frakendelse i tre år var passende, men det har Østre Landsret hævet til fem år.

Vil ikke udtale sig

Mediet Sn.dk rapporterer fra Østre Landsret, at den 22-årige under ankesagen har valgt ikke at udtale sig.

Ekstra Bladet skrev i forbindelse med byretssagen, at han forklarede, at han og Natascha Arrild have været kærester i halvandet år, men havde været gået hver til sit i godt et år. Dog var de ved at finde sammen igen.

To andre unge mænd var også med i bilen, og i byretten forklarede de ifølge Ekstra Bladet, at ulykken skete som led i en kapkørsel gennem Lellinge.

Ulykken skete ifølge politiet lige efter den østlige bygrænse, hvor der er et helleanlæg. Det var her, bilen pludselig skred ud og kørte af vejen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu