ANNONCE

Nationalbanken: Så længe varer krisen

17. juni 2020 09:56 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Fald i beskæftigelsen fra coronakrisen vil blive siddende i dansk økonomi i flere år, spår Nationalbanken.

Den danske økonomi vil ifølge Nationalbankens prognose være skrumpet med 4,1 procent, når året er omme. Til gengæld vil en næsten tilsvarende vækst i 2021 betyde, at det tabte vil være hurtigt hentet.

Til gengæld kan faldet i beskæftigelsen komme til at trække spor flere år ud i fremtiden, viser prognosen.

Nationalbankens prognose, der er udsendt onsdag, ligner dermed den prognose, som Det Økonomiske Råds formandskab, også kaldet vismændene, kom med tirsdag.

Langsom jobvækst

Her lød det mest sandsynlige scenarie, at den danske økonomi vil skrumpe med 4,4 procent i år for derefter at hente det tabte i 2021.

Nationalbankens prognose viser et fald i beskæftigelse på 40.000 personer i 2020. Og selv om beskæftigelsen står til at stige i 2021 og 2022, vil den ikke nå det niveau, som Danmark lå på før coronakrisen.

Her skal du starte

Med udsigten til et længerevarende fald i beskæftigelsen kan det være en god anledning til at kigge på privatøkonomien.

Start derfor med at kigge på hustandens indtægter, råder Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Det kan være, at en i husstanden har et udsat service- eller sæsonbetonet job. Hvordan er I stillet, hvis vedkommende mister jobbet?

-A-kassen giver sjældent en fuldstændig lønkompensation. Så få flest mulige konkrete tal på, hvad det vil betyde for jeres økonomi, at en i husstanden kommer på dagpenge, siger Brian Friis Helmer.

Kig også på familiens lån – både realkredit-, bank-, forbrugs- og billån.

Hvis I har lån med variabel rente, hvad vil en rentestigning så betyde for jeres månedlige udgifter og rådighedsbeløb?

– Og hvis man allerede nu har ondt i maven over sine lån, må man kigge på, om noget skal ændres. Hvis man derimod har god luft i økonomien, giver det måske ikke anledning til at gøre yderligere, siger Brian Friis Helmer.

Hvad kan du leve for?

Husk også at være djævelens advokat overfor din egen økonomi. Nogle fejlvurderer nemlig, hvor få penge de kan leve for, eller hvad deres faste udgifter løber op i.

– Og man skal huske, at ens skattefradrag på lån også vil ændre sig, hvis renten gør, siger Brian Friis Helmer.

Step tre er at kigge på udgifter, som let kan skæres. Pointen er ikke, at I skal gøre det nu. Men det kan give ro i maven, at I på forhånd har en plan.

– Man får visheden for, at man ikke skal ud og brandsælge bilen og huset, men at man kan dreje på nogle andre knapper først. Den øvelse er især god, hvis man er bekymret anlagt, siger Brian Friis Helmer.

En god buffer

Sørg for at have en solid økonomisk buffer. Både Arbejdernes Landsbank og Forbrugerrådet Tænk råder til, at du altid har nettobeløbet fra to-tre månedslønninger stående i frie midler.

Lav også en risikovurdering. Krisen har allerede nu vist, at nogle grupper er mere udsatte.

– Nogle har måttet realisere deres kapitalpension, mens aktierne var i nul, og selvstændige er blevet ramt dobbelt, hvis de både har tabt på investeringer og måttet lukke butikken, siger Morten Bruun Pedersen.

Så opbyg en opsparing, som I har stående på en indlånskonto – også selv om de måske står til negativ rente.

– Det er langt dyrere, hvis man kommer i bekneb og skal låne pengene andre steder, siger Morten Bruun Pedersen.

Kilder: Nationalbanken, Valutafonden, Den Europæiske Centralbank.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu