Sådan undgår du P-bøder

ONEPARK råd og vejledning til, hvordan man undgår at ødelægge budgettet – og humøret – med en ærgerlig P-bøde. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Uforståelige skilte, p-vagter ligger på lur og bondefangeri på parkeringspladsen.

Sådan tænker mange bilister nok om parkeringsselskaberne og det arbejde, de udfører. Danmarks hurtigst voksende P-selskab, ONEPARK, vil gerne ændre den opfattelse.

Derfor giver selskabet gerne information med råd og vejledning til, hvordan man undgår at ødelægge budgettet – og humøret – med en ærgerlig P-bøde. Eller kontrolgebyr som det rettelig hedder.

De typiske faldgruber

Der er mange ting, du skal være opmærksom på, når bilen parkeres. Sidder parkeringsbilletten synligt? Holder jeg langt nok væk fra hjørnet? Må jeg godt holde ind over stregerne, når alle de andre holder skævt? Hvordan indstiller jeg P-skiven korrekt? Hvad betyder reglerne på skiltet? Svaret på disse og andre spørgsmål kan redde dig fra en ærgerlig kontrolafgift.

– Vi forstår godt, at bilisterne bliver irriterede, når de får et kontrolgebyr. En del har svært ved at gennemskue de mange forskellige regler, der findes inden for offentlig og privat parkering, forklarer kommunikationschef hos ONEPARK, Claus Kjøngerskov.

– Derfor går vi også aktivt ud og fortæller bilisterne, hvordan de undgår de disse ærgerlige kontrolgebyrer – dels via pressen og dels via vores hjemmeside.

På hjemmesiden findes en sektion kaldet P-info, hvor du blandt andet kan finde ”6 gode råd, når du parkerer”.

P-selskab uden parkeringsvagter

ONEPARK bestræber sig på, at være et anderledes og mere kundevenligt parkeringsselskab. Det afspejler sig på mange måder i den oplevelse bilisterne får, når de møder selskabets medarbejdere ude på p-pladserne:

Selskabet har ikke en eneste p-vagt ansat. Medarbejderne er servicemedarbejdere, der også har til opgave at holde p-pladserne rene, skifte en pære der er gået ud i en p-kælder, eller hjælpe en ældre dame med af få dagligvarerne ind i bilen på supermarkedets p-plads.

Servicemedarbejderne i ONEPARK får ikke provision af de kontrolgebyrer, de skriver, som mange ellers tror. De er alle på timeløn. Servicemedarbejderne ligger heller ikke på lur og venter på, at bilisterne laver fejl, så de kan sætte et girokort bag vinduesviskeren, så snart bilisten er ude af syne. ONEPARKs medarbejdere er, med sine orange farver på uniformen, meget synlige på p-pladsen.

Og hvis de eksempelvis ser en bilist glemme at stille p-skiven eller sætte bilen et ulovligt sted, så hjælper de, når det er muligt, bilisten til at forstå reglerne og rette fejlen i stedet for at skrive en afgift.

6 gode råd når du parkerer

1) Kig grundigt på skiltene

Skiltene er afgørende, fordi de repræsenterer den aftale, som du accepterer ved at parkere på stedet. På skiltene fremgår det, hvordan du skal forholde dig, når du vil parkere lovligt, og hvad konsekvenserne er når du ikke gør det.

Tip: Læs hver enkelt linje oppefra og afgør med dig selv om den parkering, du foretager dig, er i overensstemmelse med reglerne. Husk på at du skal overholde ALLE reglerne. Bryder du blot én enkelt regel, så risikerer du at få et kontrolgebyr.

2) Hold kun i afmærkede p-båse

Sørg altid for at holde inden for båsenes streger. Hvis du parkerer skævt eller uden for den opmærkede bås, gør du det svært eller umuligt for øvrige bilister, at parkere eller komme rundt på p-arealet. Parkering uden for stregerne kan udløse et kontrolgebyr, også selvom de andre bilister også holder skævt.

Tip: Hvis det ikke er muligt at holde indenfor stregerne, f.eks. fordi andre biler holder skævt, så find en anden plads hvor du kan overholde reglerne.

3) Indstil p-skiven korrekt

Der er ingen grund til at snyde sig selv når man skal parkere med P-skive. Du må indstille tiden til dit ankomsttidspunkt, og sætte tiden frem til udløbet af det indeværende kvarter. Du kan altså få op til 14 minutters ekstra tid – og dermed mindre stress ved, at skulle skynde dig tilbage.

Eksempel: Hvis du ankommer f.eks. klokken 10:03, må du indstille din P-skive til klokken 10:15. Hvis du må holde der gratis i f.eks. 2 timer, så skal du være tilbage ved din bil igen senest klokken 12:15.

Mange snyder sig selv for de ekstra minutter og stiller i stedet P-skiven tilbage til f.eks. 10:00 eller endda 09:45 for at være på den sikre side.

Husk i øvrigt at dit ankomsttidspunkt skal være entydigt angivet – du må altså ikke benytte flere P-skiver, der står forskelligt. Husk også at P-skiven skal sidde i nederste højre hjørne i forruden – set indefra. Har du elektronisk p-skive, så tjek også med jævne mellemrum, at den har batteri og viser den korrekte tid.

4) Sidder p-billet, p-tilladelse eller p-skive synligt?

Inden du forlader din bil så tjek for en sikkerhedsskyld en sidste gang. Er alt som det skal være, og kan servicemedarbejderen tydeligt se, at du overholder de skiltede regler? Har du købt en P-billet i automaten, så skal den ligge synligt – med forsiden op, så udløbstiden kan aflæses udefra. Har du en P-tilladelse, så skal den være synlig og læselig i forruden.

Tip: Tjek udefra ligesom servicemedarbejderen vil gøre. Gør det efter, at bilens døre er lukkede, så f.eks. billetten ikke blæser ned på gulvet pga. lufttrykket. Skal du benytte P-skive så tjek også udefra, at tidspunktet er korrekt. Nogle gange hører vi, at P-skiven er indstillet f.eks. 01:00 i stedet for 11:00, da tallene er modstående i toppen af P-skiven.

5) Er du i tvivl – så brug din sunde fornuft

Du kender det sikkert. Du er på vej væk fra p-pladsen. Der er en lille tvivl, der nager dig, og du er ikke 100 % sikker. Forstod jeg det nu rigtigt? Huskede jeg at lægge P-billetten i forruden? Holder jeg inden for stregerne? Hvis du er i tvivl er der ofte noget galt. Gå hellere tilbage og tjek om din parkering er, som den skal være. At tage chancen kan være en dyr fejl, når det kan koste et kontrolgebyr.

Tip: Møder du en ONEPARK servicemedarbejder på parkeringspladsen, så kan du altid bede om hjælp og stille spørgsmål omkring parkering. De er til for det samme.

6) Anvend fleksible løsninger efter behov

Kender du til EasyPark mobilbetaling? EasyPark er en mobil betalingsform hvor du f.eks. kan forlænge din parkering direkte via mobiltelefonen, i stedet for at skulle tilbage til automaten og købe en ny P-billet. Du kan benytte deres app, eller sende en SMS. Og så betaler du samtidigt kun for den parkeringstid du reelt bruger.

Kilde: www.onepark.dk.

Powered by Labrador CMS