Blev en stjerne trods hård opvækst

Som 16-årig flyttede Demi Moore hjemmefra og begyndte livet på ny. Hendes skuespiltalent førte hende siden til tops i Hollywood. Den 11. november bliver hun 60

Udgivet Opdateret

Hun er en stor Hollywood-stjerne, men vejen dertil har langtfra været nem.

Det løftede den amerikanske skuespiller Demi Moore, som fredag den 11. november fylder 60, sløret for i sin selvbiografi "Inside Out" fra 2019.

I den fortæller hun om en hård opvækst.

 Forældrene drak, og der var ingen stabilitet, fordi familien flyttede igen og igen - i alt 40 gange.

Mor forsøgte selvmord

Hendes mor forsøgte flere gange at tage livet af sig selv, og da hendes forældre gik fra hinanden, mens Demi Moore stadig var ung, fandt hun ud af, at hendes far i virkeligheden ikke var hendes biologiske far.

Moore fortæller også, at hun som 15-årig blev voldtaget i morens hjem, og at moren tilsyneladende havde taget betaling for det.

Som 16-årig forlod hun hjemmet og begyndte livet på ny. 

Hun droppede skolen for at blive model.

Gift som  18-årig

Som 18-årig giftede hun sig med rockmusikeren Freddy Moore - ægteskabet holdt i fire år - og som 19-årig begyndte hun karrieren som skuespiller, da hun blev fast inventar i sæbeoperaen "General Hospital".

Den hårde opvækst var hurtigt vekslet til et nyt liv, der siden er blevet brugt i Hollywoods skær.

Det store gennembrud, der gav hende stjernestatus, var filmen "Ghost", hvor hun spiller over for Patrick Swayze. Det romantiske drama fra 1990 blev et stort hit og hev to Oscar-statuetter hjem.

Det sendte for alvor den talentfulde og smukke skuespiller i instruktørernes og paparazzienes søgelys.

"Et frækt tilbud"

De følgende år havde hun hovedroller i populære film som "Et frækt tilbud" fra 1993 og actionfilmen "G.I. Jane" fra 1997.

Fra 1987 til 2000 var Demi Moore gift med "Die Hard"-stjernen Bruce Willis, som hun fik tre døtre sammen med.

I 2005 blev Moore gift med en anden Hollywood-stjerne i form af Ashton Kutcher. 

De var gift i otte år og etablerede undervejs sammen en ngo - "Demi and Ashton Foundation" - som bekæmper børnesexslaveri.

Den garvede skuespiller er i dag stadig aktiv og medvirker i både film og tv-serier.

Skuespiller Demi Moores opvækst var hård, men i dag har hun nok at smile over. Hun er stadig populær i Hollywood og har tre døtre. (Arkivfoto).
Skuespiller Demi Moores opvækst var hård, men i dag har hun nok at smile over. Hun er stadig populær i Hollywood og har tre døtre. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS