Harry var ikke inviteret

Prins Harry forlod Westminster Abbey, inden kroningsceremonien var slut, skriver britiske medier

Udgivet Opdateret

Prins Harry deltog ved ceremonien, da hans far, kong Charles, lørdag blev kronet i Westminster Abbey.

Men ifølge medier som The Sun og The Telegraph forlod han ceremonien, inden den var slut.

Harry blev ifølge medierne set forlade Westminster Abbey, da kortegen begav sig mod Buckingham Palace, hvor det nykronede kongepar og deres nærmeste skulle vinke fra balkonen.

Den britiske tv-station BBC erfarer, at prins Harry ganske enkelt ikke var inviteret med på balkonen.

Forbeholdt kongelige

Den del af lørdagens kroningsceremoni var forbeholdt de kongelige, der stadig er en del af kongehuset.

Han spillede - i modsætning til sin bror, kronprins William - heller ikke nogen formel rolle ved ceremonien i Westminster Abbey.

Prins Harry forlod Westminster Abbey efter kroningsceremonien i London lørdag. Ifølge tv-stationen BBC var han ikke inviteret med på balkonen efterfølgende, hvor kong Charles, dronning Camilla og deres øvrige nærmeste familie vinkede til briterne.

Trak sig i 2020

Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, trak sig fra deres royale forpligtelser i 2020. Siden da har de rettet flere angreb mod det britiske kongehus.

Den 38-årige Harry er ikke blevet set offentligt med de kongelige siden udgivelsen af hans erindringsbog, "Reserven" tidligere på året. Heri var han stærkt kritisk over for sin far, sin stedmor, dronning Camilla, og bror, William, prinsen af Wales.

Forholdet mellem familiemedlemmerne siges at være forblevet iskoldt. Der var spekulationer om, hvorvidt prins Harry overhovedet ville deltage i kroningen.

Udeblev næsten

Kilder har fortalt The Guardian, at prins Harry næsten udeblev fra kroningen af kong Charles, fordi den finder sted på en uheldig dato. Det er nemlig prins Harrys og hertuginde Meghans søns fødselsdag lørdag. Han bliver fire år.

Prins Harry ankom alene til kroningsceremonien. Meghan og parrets to børn valgte at blive hjemme i Californien.

Den britiske kongefamilie på balkonen på Buckingham Palace. Kong Charles og dronning Camilla står til højre i billedet, mens prins William, Catherine og deres tre børn Charlotte, Louis og George er med. Det samme er Sophie, hertuginde af Edinburgh, prinsesse Anne og andre medlemmer af kongefamilien. Men ikke prins Harry og prins Andrew.

Andrew heller ikke med

En anden, der glimrede ved sit fravær på balkonen, var kongens ældste bror, prins Andrew.

Han er frosset ude af kongefamilien på grund af sin relation til den afdøde amerikanske rigmand Jeffrey Epstein.

Andrew var anklaget for at have begået seksuelle overgreb mod en meget ung kvinde for år tilbage.

Han indgik forlig med den kvinde, der rettede anklagerne mod ham, og undgik derved en længerevarende retssag, der kunne have bragt nye detaljer frem om sagen.

Powered by Labrador CMS