- Helt vild med Hr Weyse

Badehotellet storhitter hjemme hos den folkekære danske sanger og entertainer

Danskpop-ikonet Richard Ragnvald kan slet ikke få nok af Badehotellet.
Udgivet Opdateret

- Jamen, alle er jo skabt til de roller, de spiller. De gør det helt vidunderligt.

Begejstringen 'larmer' ud af danske sanger og entertainer Richard Ragnvald, når talen falder på TV2-successen Badehotellet.

- Jeg er ikke mindst vild med Hr. Weyse. Det er jeg sgu godt nok. Han er for Badehotellet, hvad Blachman er for X Factor, fortæller han.

Høj af begejstring

Men også Birthe Neumanns karakter Fru Fjeldsø og Merete Mærkedahls lidt 'sippede' stuepige-figur Otilia er i høj kurs.

- Hold nu kæft, de spiller godt, siger han.

Synger vildt godt

Og så vender han tilbage til Hr. Weyse - eller Jens Jacob Tychsen - der er 'inde i', den selvhøjtidelig og distræte herre.

- Han synger jo vildt godt. Jeg kan slet ikke få nok af de scener, hvor han sætter sig bag klaveret og underholder. Jeg ved godt, det ikke er ham selv, der spiller, men pyt med det, siger Richard Ragnvald.

Det hele rammer

Han fremhæver også sammensætningen af gæsterne på hotellet som noget unikt.

- Jeg kan ikke rose manuskriptforfatterne nok. Både selve historien og den mangfoldighed af skønne karakterer, de har sat til at fortælle den, rammer plet hos mig, siger han.

Glem alt om at ringe

Richard Ragnvald sætter samtidig en streg under, at alt andet må vige, når serien løber over skærmen.

- Der er ingen, som skal forstyrre mig mandag aften i øjeblikket. Så glem alt om at ringe. Jeg tager alligevel ikke telefonen, siger han stålfast.

Og så kommer det. Der er et punkt, hvor Richard Ragnvald mener, serien 'fejler'.

- Afsnittene er alt for korte, siger han med et stort grin.

Powered by Labrador CMS