Margrethe gør det for femte gang

For femte gang er dronning Margrethe med på produktionen af balletklassikeren Nøddeknækkeren i Tivoli

Udgivet Opdateret

Dronning Margrethe er endnu engang en del af produktionen på balletklassikeren Nøddeknækkeren i Tivoli.

Forestillingen centrerer sig om juleaften, og selv om vi lever i en tumultarisk tid, bliver det alligevel jul i Tivolis koncertsal, mener dronningen.

- Det bliver da jul igen, selv om verden måske forandrer sig udenom, siger hun i en pressemeddelelse fra Tivoli.

Det bliver dejligt

Meddelelsen kommer efter, at dronning Margrethe har været til sin første mødedag på produktionen.

Det er femte gang, at hun er med til at skabe forestillingen, hvor hun står for scenografien og kostumerne.

- Jeg har glædet mig sådan. Det bliver dejligt at se Nøddeknækkeren igen og at være med til at få den til at leve en gang til, siger hun i meddelelsen.

Et mægtigt ansvar

Samtidig ligger dronning Margrethe ikke skjul på, at der med opgaven også følger et stort ansvar.

- Jeg har i sin tid sagt ja til at være med til at skabe Nøddeknækkeren, og så har man et mægtigt ansvar, fordi man har stået for udseendet, scenografien og kostumerne.

- Det ansvar tager man jo på sig i det øjeblik, man er med igen. Det er der ikke to meninger om, siger hun.

Spørger man Peter Bo Bendixen, der er balletchef i tivoli, mener han også, at dronningen i høj grad tager ansvaret på sig.

En del af holdet

Han tror, at mange måske tænker, at dronningen er med for syns skyld og ikke ligger det store arbejde i produktionen.

- Men det gør hun den i den grad og er virkelig en del af holdet. Hun er der med samme opgave, som vi alle sammen har: nemlig at levere den bedst tænkelige forestilling for det publikum, der kommer i Koncertsalen, siger han i pressemeddelelsen.

Nøddeknækkeren handler om pigen Clara, der holder en begivenhedsrig juleaften med sin familie, hvor hun falder i søvn og vågner op i en eventyrverden.

Forestillingen har repremiere den 26. november, hvor dronningen også vil deltage.

Dronning Margrethe har stået for scenografien og kostumerne til forestillingen Nøddeknækkeren. (Arkivfoto).
Dronning Margrethe har stået for scenografien og kostumerne til forestillingen Nøddeknækkeren. (Arkivfoto).

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Powered by Labrador CMS