Maldivernes håndboldkvinder tabte rekordstort

Maldiverne blev ydmyget på det skammeligste af Japan. Kampen endte 79-0. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Det var ikke bare en træningskamp, men en betydende kamp ved de asiatiske mesterskaber, da Maldiverne blev ydmyget på det skammeligste af Japan. 79-0 endte kvindelandskampen, som nok vil gå hen i historien som en af de mere ensidige forestillinger.

Maldivernes målvogter Nahidha Ahmed havde en mindre offday, da hun ikke blev noteret for en eneste redning, men det var ikke her, forklaringerne efterfølgende skulle findes.

– Vores fysiske tilstand er generelt skidt – vi har skader. 40 procent af spillerne er skadede. Vi har brug for meget forbedring på landsholdet. Vi vil gøre vores bedste i næste kamp, siger landstræner Abdulla Saleem ifølge Times of India.

Det er Maldivernes håndbolddebut ved de asiatiske mesterskaber, hvorfor det altså ikke er helt utroligt, at det ikke er gået bedre. Maldiverne har overtaget rollen som frithængende fastelavnstønde ved dette års asiatiske mesterskaber. For to år siden var det Kuwaits kvindelandshold, der tabte 70-1 og 69-1 mod henholdsvis Kazakhstan og Japan.

Powered by Labrador CMS