Skip to main content

Stopper som chefredaktør

Men bliver fortsat tilknyttet TV2 News

Ask Rostrup skifter til en ny værtsrolle på TV2 News.
Ask Rostrup skifter til en ny værtsrolle på TV2 News.Linda Johansen/Ritzau Scanpix

Ask Rostrup stopper som chefredaktør på TV 2 News. Det oplyser TV 2.

I stedet skifter han til en stilling som vært på TV 2 News' nyhedsflade og det politiske magasin "Besserwisserne".

Ask Rostrup nåede kun at være chefredaktør på TV 2 News i trekvart år. Det er hans egen beslutning, at han nu skal prøve kræfter med noget andet hos TV 2.

- At forlade chefredaktørjobbet på News er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit arbejdsliv, men jeg må konstatere, at jeg ganske enkelt ikke kan få mit hoved rundt om jobbet, siger han i en pressemeddelelse.

Forventede det bedste

Forventningen var, at jobbet som chefredaktør på TV 2 News ville blive det bedste nogensinde, forklarer Ask Rostrup.

Men sådan skulle det ikke gå, og han fortæller, at han ikke trives i stillingen.

- Jeg har derfor valgt at forlade jobbet i spidsen for en kanal, jeg i den grad tror på som fremtiden for uafhængig og troværdig tv-nyhedsformidling, siger Ask Rostrup.

Nyhedsdirektøren hos TV 2, Ulla Pors, vil selv stå i spidsen for News sammen med kanalens ledelseshold, indtil en ny chefredaktør for kanalen er fundet.

Del din kommentar