Sydkorea: Kim Jong-uns fravær skyldtes cyste

Newspaq
Udgivet Opdateret

Den nordkoreanske leder blev angiveligt behandlet for en cyste i anklen af en udenlandsk læge.

Er Kim Jong-un alvorligt syg?

Det har været en af de mange teorier om Nordkorea-lederens manglende offentlige optrædener i det lukkede land.

Nu mener Sydkoreas efterretningstjeneste at have fundet frem til, at Kim Jong-un holdt sig væk fra rampelyset, fordi han havde en cyste i sin ene ankel, skriver nyhedsbureauet Yonhap.

Den sydkoreanske nyhedstjeneste har talt med repræsentanter fra nationalforsamlingen i Seoul. De siger, at en udenlandsk læge blev fløjet ind i Nordkorea for at behandle den omstridte leder på et tidspunkt mellem september og oktober.

Der spekuleres i, at cysten er blevet dannet på grund af Kim Jong-uns overvægt, da han har taget markant på i vægt, siden han i 2011 overtog magten fra sin far.

Kim var indtil for nylig væk fra offentligheden i seks uger. Spekulationer om alvorlig sygdom affødte nye rygter om, at han var ved at miste grebet om magten i et af de lande i verden, som der findes utallige myter om.

Lederen viste sig igen offentligt for omkring to uger siden, da han besøgte et forskningscenter og et boligområde. Her støttede han sig til en sort stok.

Kim Jong-un menes at være i bedring, men cysten kan dukke op igen – ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste fordi lederen er overvægtig og har en travl kalender.

Det var anden gang i Kim Jong-uns regeringstid, at han holdt sig væk fra offentlighedens søgelys i en længere periode.

I juni 2012 – seks måneder efter magtoverdragelsen – hverken skrev de statslige medier om Kim Jong-un eller bragte nye fotografier af ham. Men måneden efter dukkede han igen op i medierne i forbindelse med et besøg i et delfinarium.

/ritzau/NTB

Powered by Labrador CMS