Mette F. melder ud om udrejsecenter

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan ikke svare på, hvornår der kommer et nyt udrejsecenter efter de droppede planer på Langeland

Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Naboerne til Udrejsecenter Kærshovedgård uden for Bording i Midtjylland må vente til at finde ud, hvordan de bliver aflastet, efter at regeringen tirsdag aften meldte ud, at planen om et nyt udrejsecenter på Langeland var droppet.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) dagen derpå.

Regeringen er ved at finde ud, hvad der nu skal ske, men kan ikke give en tidshorisont.

Der kommer en udmelding, når “vi er klar til at præsentere den”, siger Mette Frederiksen.

– Vi kan konstatere, at der i Folketinget ikke er et flertal for at få afhjulpet de problemer, der er i Midtjylland. Og det er vi som udgangspunkt ærgerlige over, siger Mette Frederiksen.

Hun henviser til, at de borgerlige partier og støttepartiet SF bragte regeringen i mindretal i forhold til placeringen.

Det står dog fast, at regeringen, hvis den ønskede det, sagtens kunne have trumfet Langeland-modellen igennem selv. Regeringen behøver nemlig ikke et flertal for at placere et nyt udrejsecenter.

Skal løse utryghed

Et nyt udrejsecenter skal være med til at løse den utryghed – grundet kriminalitet – som naboerne til Kærshovedgård længe har oplevet.

Det nye udrejsecenter skal efter planen huse 130 udviste, kriminelle udlændinge.

– Borgerne i Midtjylland har løftet et stort ansvar for en problemstilling, der har været her i en række år, og som i sig selv udgør et stort problem.

– Det er mennesker, som er udvist af Danmark, og som har begået kriminalitet. De burde slet ikke være her, siger Mette Frederiksen.

– Men når flertallet i Folketinget er, som flertallet er på dette spørgsmål, så kan vi ikke komme videre med idéen omkring Langeland, siger Mette Frederiksen, selv om regeringen altså godt kunne have valgt at holde fast.

– Nu venter vi på at høre fra de partier, som ikke ønsker placeringen på Langeland, hvad de så har af andre gode idéer, som reelt kan føres ud i livet. Det kan et udrejsecenter på Grønland naturligvis ikke, siger hun med henvisning til et forslag fra Dansk Folkeparti.

Mette Frederiksen

Blå bog om Mette Frederiksen:

Født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.
Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.
Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.
Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: ft.dk

Powered by Labrador CMS