DMI: -Vejret er lidt af en krudttønde

Dagens vejr er sværere end vanligt at spå om for DMI, der dog forudser, at der kan opstå regnbyger over det meste af landet.

Et lavtryk i den sydlige del af landet vil sætte præg på dagens vejr. Klik videre og se femdøgnsprognosen fra DMI. (Foto: Torben Christensen/Scanpix)
Et lavtryk i den sydlige del af landet vil sætte præg på dagens vejr. Klik videre og se femdøgnsprognosen fra DMI. (Foto: Torben Christensen/Scanpix)
Udgivet Opdateret

Vejret den 10. juli 2018 starter i en stor del af landet med en skyet morgen, der også føles koldere end de seneste dage. Det skyldes et lavtryk, der ligger over den over sydligste del af Jylland, men er på vej sydover til Tyskland.

Nogle steder – i Midtjylland især – vil endda få en smule regn tidligt på morgenen, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Og vi får generelt en dag med flere skyer og mere fugtighed i luften, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Frank Nielsen.

– Der kan komme lokale byger rundt omkring i landet, men i øjeblikket er det svært at spå om. Det er lidt en dag, hvor det virker svært at få gang i nedbørsprocessen. Det kan være lidt en krudttønde – det er lidt usikkert, hvad der sker det næste døgns tid, siger Frank Nielsen.

Dagen byder på en let til frisk vind fra nord og nordøst, med temperaturer mellem 20 og 23 grader, måske op til 25 grader i Vendsyssel. Mest sol kommer der også nordligst, mens vi længere sydpå får flere skyer.

De kraftigste byger, der kan indeholde torden, kan paradoksalt nok opstå i Vendsyssel, hvor solen også titter mest frem. Det skyldes den højere varme. Men de mere skyede sydlige egne kan som udgangspunkt forvente størst risiko for regn.

Vejret den 10. juli 2018: Varmen kommer igen

Til gengæld bliver vejret igen varmt fra i morgen af, og de næste dage byder på høje temperaturer.

I morgen vil byde på temperaturer op omkring 25 grader, mens vi i dagene efter kommer op omkring 27-28 grader. De kommende dage kan byde på enkelte byger, men man skal ikke forvente store regnskyl, oplyser DMI.

De kommende dage vil byde på regn over den tyske nordkyst, så der kan muligvis falde enkelte dryp af i de sydligste danske egne.

Powered by Labrador CMS