NEJ, du har ikke vundet en iPhone: Falske mails i omløb

10. august 2018 22:35 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nu forsøger svindlerne igen.

De ligner, det må man give dem. De falske mails, der lige nu er i omløb. Som du kan se i galleriet over artiklen.

Det faktum, at en ellers troværdig institution står som afsender, hjælper da heller ikke på denne sag, der – igen, fristes man til at sige, handler om phishing. Altså det fænomen, hvor svindlere forsøger at lokke penge ud af godtroende danskere.

Flere danskere har nemlig modtaget en mail fra Danmarks Statistisk. Eller, sådan fremgår det. Det er desværre langt fra virkeligheden og sandheden – ligesom du nok også må kigge langt efter den iPhone, som det påstås, du kan vinde.

“Der florerer i øjeblikket ondsindede/falske mails med Danmarks Statistik eller Danmarks Statistik Forbund som afsender”, står der blandt andet i et opslag på Danmarks Statistiks Facebook-side.

I mailen er der et link, du skal klikke på for at være med i konkurrencen om en iPhone. At klikke på det link, er præcis det, man ikke skal gøre.

Tjek afsenderen

Det ved Lene Karmisholt heldigvis. Hun er en af modtagerne af de falske mails. Og en opmærksom en af slagsen.

– Når jeg får sådanne mails, så tjekker jeg altid afsender og det var i dette tilfælde en Gmail, som ingen firmaer bruger, oplyser hun til Newsbreak.dk.

Nærlæser man nogle af de kommentarer under opslaget hos Danmarks Statistik, fremgår det da også tydeligt, at afsenderne er af noget tvivlsom karakter.

Sikkerhedsekspert og medstifter af sikkerhedsfirmaet CSIS Peter Kruse har tidligere fortalt til Newsbreak.dk, at phishing-beskederne ofte forsøger at udnytte store virksomheders navne, som er kendte har en høj troværdighed.

Fakta

Sådan undgår du at bide på phishing-krogen

Nets har følgende råd til, hvordan du undgår at blive offer for phishing:

​Flere og flere danskere oplever jævnligt at modtage en e-mail eller sms fra afsendere, der udgiver sig for at være fra en virksomhed eller myndighed. Det viser sig ofte at være phishing-beskeder, der er snyde beskeder, som har til formål at lokke personlige informationer ud af modtageren.

Informationerne vil svindlerne bag beskeden bruge til at få adgang til modtagerens computer, netbank eller personlige oplysninger.

Svindlerne bliver mere og mere kreative i deres forsøg på at få fat i penge fra deres ofre, og det stiller større og større krav til alle, der bruger nettet jævnligt.  Vi har nedenfor samlet nogle råd om, hvordan man kan forsøge at undgå at blive offer for phishing.

Følge disse råd:

  • Forhold dig altid skeptisk til alle former for uopfordret kontakt, hvor du bliver bedt om at indtaste koder eller personfølsomme oplysninger. Nets, din bank eller offentlige myndigheder ville aldrig bede dig oplyse kortoplysninger, personlige koder eller NemID-talkoder – hverken over telefonen, per e-mail eller SMS.
  • Stol ikke blindt på afsenderadressen eller logo i en e-mail, da den let kan forfalskes, så den ligner en rigtig mail fra din bank, en offentlig myndighed eller Nets.
  • Klik aldrig på links i mistænkelige e-mails eller SMS’er. De kan føre til svindlerens hjemmeside, som kan være en tro kopi af den officielle hjemmeside. Hvis du er i tvivl, kan du besøge den officielle hjemmeside og logge ind via den (altså uden at bruge linket i mailen).
  • Tag aldrig billeder af dit NemID-nøglekort. Heller ikke selvom du bliver bedt om at sende det i en mail eller uploade via en hjemmeside. Svindleren har brug for koderne på nøglekortet for at kunne gennemføre sin kriminelle handling.
  • Brug altid din sunde fornuft, og tænk, før du klikker!

Kilde: Nets

Et eksempel, der fremhæves, er Skat. I tiden omkring offentliggørelsen af årsopgørelsen 2017 blev indbakker landet over fyldt med særligt én mail, der så ud som om, den kom fra netop Skat og lovede udbetaling af restskat.

– Vi har i sådan en situation allerede paraderne nede, fordi vi forventer at være i kontakt med Skat på den ene eller den anden måde, har Peter Kruse tidligere fortalt Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu