ANNONCE

Nervøse mænd får frosset sæd ned i coronakrisen

14. april 2020 17:29 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Flere amerikanske firmaer oplever en stigning i efterspørgslen af deres hjemmetest til at fryse sæd ned under coronakrisen.

Coronakrisen har ramt mange typer af virksomheder hårdt, men i USA har flere sædbanker oplevet en stigende efterspørgsel. Særligt er salget af prøver, der kan udføres derhjemme, steget markant.

Sædbankerne oplever nemlig, at flere mænd vil have deres sæd frosset ned, fordi de er nervøse for, om de kan formere sig senere hen, skriver New York Post.

Sender sæd med posten

Ifølge flere sædbanker i USA er mange amerikanske mænd nervøse for, at coronavirus vil reducere deres evner til at reproducere sig kraftigt, og det har fået dem til at handle.

Sædbankerne CryoChoice og Dadi har oplevet en stigning i antallet af mænd, der vil have frosset deres sæd ned. Særligt medfører efterspørgslen en stigning i salget af prøver til hjemmet, som bliver sendt med post.

Udstyret bliver sendt til mandens hjemmeadresse, hvor han kan benytte sig af udstyret til at afgive en sædprøve, som skal sendes tilbage til sædbanken, der tester prøven og nedfryser den.

Bange for coronavirus

Selv om der endnu ikke er noget bevis for, at coronavirus har en negativ indvirkning på fertiliteten, så oplever sædbanker en øget indtjening.

CryChoice har oplevet en stigning på 20 procent, hvor størstedelen af deres henvendelser kommer fra mænd, der giver udtryk for, at de er bange for, at coronavirus sætter en stopper for deres mulige reproduktion.

Faktisk er det ikke kun sædbanker, der har oplevet, at coronavirus har sat gang i butikken. Flere fertilitetsklinikker på Manhattan har modtaget et stigende antal henvendelser fra kvinder, der vil have deres æg frosset ned.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu