Netflix afslører stor hemmelighed ved en fejl

25. august 2019 12:48 | Af: Ritzau Fokus

Efter ved en fejl at have offentliggjort titlen har Netflix løftet sløret for "Breaking Bad"-films trailer.

Netflix afslører stor hemmelighed ved en fejl
Aaron Paul skal igen spille stofmisbrugeren og fremstilleren af metamfetamin Jesse Pinkman i den nye "Breaking Bad"-film. Foto: Jim Watson/AFP

Den nye “Breaking Bad”-film får titlen “El Camino: A Breaking Bad Movie” og kommer på streamingtjenesten Netflix 11. oktober.

Filmen har skuespilleren Aaron Paul med igen som stofmisbrugeren og fremstilleren af metamfetamin Jesse Pinkman fra den populære serie, der fik stor succes fra 2008 til 2013.

Det afslører det amerikanske medie The New York Times.

Ifølge en bruger på det sociale medie Reddit kom Netflix også til at afsløre titlen på filmen i et kort øjeblik på selve streamingtjenesten.

Netflix har efter avisens og brugerens afsløring lagt en trailer ud om den kommende film, hvor streamingtjenesten bekræfter titel og udgivelsesdato.

I filmen vil man ifølge The New York Times følge Jesse Pinkman, efter at han i seriens afsluttende scene flygtede fra en naziborg, hvor han var holdt fanget.

I den et minut lange trailer kan man se Jesse Pinkmans tidligere hjælper Skinny Pete, der bliver spillet af Charles Baker, sidde i et rum og blive afhørt.

Det er skaberen af “Breaking Bad”-serien, Vince Gilligan, der også står bag den nye film.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu