Netsvindel er en populær form for kriminalitet: Det er nemlig nemt

2. august 2017 05:58 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Hvis ikke man passer på, bliver man snydt.

Del:

Netsvindel er populært som aldrig før. Det kan man se hos Bagmandspolitiet, der har beslaglagt 800 hjemmesider alene i år, fordi hjemmesiderne er blevet brugt til netsvindel. Det er DR Nyheder, der har opgjort tallene, og hos Bagmandspolitiet forventer man, ifølge Ritzau, at lukke omkring 1600 hjemmesider på danske domæner, fordi de bliver brugt til netsvindel.

Newsbreak.dk har tidligere omtalt de falske hjemmesider, der bliver brugt som middel til at udnytte danskernes glæde ved at spare penge og glæde ved at handle på nettet. I december 2016 talte Newsbreak.dk således med Toke Mølgaard, der udtalte sig i kraft af sin stilling som kommunikationschef for E-mærket.

E-mærket er en organisation, der i samarbejde med netop Bagmandspolitiet arbejder for at lukke falske hjemmesider. gør man det, fratager man de kriminelles adgang til dine penge via netsvindel.

– Der er rigtig mange penge at stjæle, og det er der rigtig mange, der har fået øjnene op for, sagde Toke Mølgaard om en potentiel forklaring på, at der findes virkelig mange af den slags falske hjemmesider, der kun er sat i verden for at snyde ærlige handlende.

Netsvindel anmeldes dagligt

Ifølge DR Østjylland får Bagmandspolitiet hver dag mellem 30 og 50 anmeldelser om netsvindel.

– Der er flere, som er blevet opmærksomme på, at de kan anmelde disse hjemmesider til os, og jeg tror, at danskerne er blevet mere obs på denne type af hjemmesider, for når vi bliver gjort bekendt med dem, så er det ikke nødvendigvis, fordi der er en borger, som er blevet snydt selv, siger Dorte Frandsen, senioranklager ved Bagmandspolitiet, til DR Nyheder.

Hos Bagmandspolitiet forventer man, at der i år vil blive lukket op mod 1600 hjemmesider på danske domæner, der bliver brugt til netsvindel. Et ikke overraskende højt tal, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, som Ritzau har talt med.

Vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk siger til Ritzau, at der er tale om en svindelform, folk er blevet opmærksomme på.

– Vi har igennem længere tid set, at der er sket en voldsom stigning i alle former for it-kriminalitet og i e-handel generelt, og det er det her et udtryk for.

– Og så skyldes det forhåbentlig også, at folk er blevet mere opmærksomme på den her type svindel og anmelder det til politiet, når de støder på det, siger han til Ritzau.

Han mener ikke, at folk skal være bange for at handle på nettet, hvis man vel at mærke handler hos danske netbutikker og tager de forholdsregler, man plejer. Man kan eksempelvis holde øje med  om netbutikken er certificeret med e-mærket, som er en særlig dansk ordning.

Netsvindel lettere i udlandet

På udenlandske hjemmesider er billedet lidt mere broget.

– Bagmandspolitiets beføjelser rækker kun til danske hjemmesider. Og det kniber i det internationale samarbejde mellem håndhævelsesmyndighederne i de enkelte lande.

– Det kunne helt sikkert blive meget bedre, hvis det blev prioriteret højere, siger Vagn Jelsøe.

Derfor skal man her være særligt opmærksom på at betale med kort, så man kan få sine penge tilbage, hvis man bliver snydt.

– Og så bør man tjekke kontaktoplysningerne på hjemmesiden, om sproget på siden er godt nok, og om priserne ser mærkelige ud.

– Det skader heller ikke at google butikkens navn for at se, om nogen føler sig snydt, siger Vagn Jelsøe.

DK Hostmaster, der administrerer alle danske domænenavne, indfører senere i år en procedure, så man fremover skal bruge et NemID for at oprette et dansk internetdomæne.

Det skulle være med til at bremse de udenlandske svindlere, der med et dansk cpr-nummer har oprettet hundreder af domæner med henblik på at lave falske netbutikker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu