Netværk af telefonbedragere anholdt

16. august 2019 20:02 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

En gruppe af svindlere er blevet anholdt.

Netværk af telefonbedragere anholdt
Et netværk af svindlere er blevet anholdt. Foto: Scanpix
Del:

Københavns Politis Særlig Efterforskning Øst har torsdag gennemført en større koordineret aktion.

Her er i alt otte personer blevet anholdt på syv forskellige adresser i Nordsjælland og København, det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De otte gerningsmænd har særlig haft den ældre befolkning som målgruppe, da de anholdte er mistænkt for at være en de del af et netværk, som i de sidste seks måneder har beskæftiget sig med telefonbedrageri.

Særlig Efterforskning Øst har samarbejdet med Landsdækkende Center for IT-relateret Økonomisk Kriminalitet.

Kvinder var ofre

I denne sag har gerningsmændene især udset sig midaldrende og ældre kvinder og har foregivet at ringe fra Nets, Betalingsservice el. Med forskellige dækhistorier har de fået de forurettede til at udlevere kontonumre og NemID. Bedrageriet har haft et meget stort omfang. Netværket har ringet til mange personer hver dag og har derved haft et anseeligt økonomisk udbytte.

”Sagen her giver desværre anledning til at advare om, at man under ingen omstændigheder skal udlevere kontonumre eller NemID på baggrund af telefoniske henvendelser. Vi kan dog se, at der er en del, der ikke lader sig snyde, og det er trods alt glædeligt,” siger vicepolitiinspektør i SEØ, Torben Henriksen.

Gerningsmændene forsøger at skabe en stresset situation ved at tilkendegive, at de hurtigst muligt skal bruge oplysningerne til at stoppe uautoriserede hævninger. Hverken Nets eller bankerne ville nogensinde bruge den fremgangsmåde.

Alvorlig sag

Den store efterforskning er et tegn på, hvor alvorligt politiet har taget den omfattende svindel.

– Vi ser med stor alvor på disse sager, der ofte har uoverskuelige konsekvenser for især ældre mennesker. Der er flere eksempler på folk, der har mistet hele deres opsparing, som ellers skulle være det økonomiske fundament i deres alderdom. Til gengæld er der ingen tegn på, at de kriminelle har nogle som helst moralske skrupler i den anledning,” siger Torben Henriksen.

Tidligere har politiet har haft udfordringer med at kæde sagerne sammen på tværs af politikredsene. Med etableringen af Landsdækkende Center for IT-relateret Økonomisk Kriminalitet i slutningen af 2018 er den fordel for de kriminelle imidlertid forsvundet, fordi alle anmeldelser og indledende efterforskning er samlet et sted i politiet. Dermed kan politiet hurtigt få et præcist overblik over sammenhængende sager og nye metoder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu