ANNONCE

Netværk mistænkt for bilkloning

22. august 2019 10:38 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Et samarbejde mellem dansk og tysk politi fik sat en stopper for forbrydelsen.

Netværk mistænkt for bilkloning
De tre personer er blandt andet mistænkt for at ville klone en Mercedes. Foto: Scanpix/Hannibal Hanschke

Tre personer er blevet anholdt via et fælles internationalt politisamarbejde, hvor tysk og dansk politi gik sammen om at stoppe et netværk af forbrydere, der er mistænkt for at klone biler. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiets efterforskning har vist, at flere biler er blevet stjålet i Tyskland for så at blive kørt fra Tyskland til Danmark. Her var det meningen, at bilerne skulle udstyres med et falsk stelnummer for så at blive solgt videre på det danske eller tyske marked.

Politiet har beslaglagt tre biler i sagen: En VW Passat, en BMW 750d xDrive og en Mercedes-Benz GLE 350E. På det danske marked repræsenterer bilerne en værdi på cirka 4,4 millioner kroner (inklusiv afgifter), skriver politiet i pressemeddelelsen.

En 29-årig mand fra Tønder er anholdt og sigtet i sagen, for tyveri af særlig grov beskaffenhed. Den 29-årige nægter sig skyldig.

Fakta

Hvad er UKA Vest?

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi. Enheden består af operativt personale, efterforskere og analytikere, og enheden holder til i Padborg, tæt på grænsen til Tyskland.

UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen mellem de to lande, og politiet i Danmark arbejder tæt sammen med flere dele af tysk politi, herunder Landespolizei, Bundespolizei og Zoll.

Bliver personer, mistænkt for forbrydelser i Danmark, anholdt i Tyskland, bliver de hjemtaget til Danmark af UKA Vest.

UKA Vest har også ansvar for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland, og i grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.

I mellemtiden har tysk politi anholdt to personer, en tysk og en litauisk statsborger. De er mistænkt for at være omdrejningspunktet for den tyske del af efterforskningen. Hos politiet mistænker man dem for at have specialiseret sig i først at stjæle biler og så ændre deres stelnumre.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu