ANNONCE

Efter dødsfald: Her forbydes e-cigaretter

18. september 2019 09:01 | Af: Ritzau Fokus

Det syvende mulige e-cigaretrelaterede dødsfald blev tirsdag bekræftet midt i en stribe af sygdomstilfælde. Nu forbydes e-cigaretter i New York.

E-cigaretter med smag er med øjeblikkelig virkning blevet forbudt i delstaten New York.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Dermed bliver New York den anden amerikanske delstat, der vedtager et forbud mod e-cigaretter.

Vedtaget forbud

Forbuddet træder øjeblikkeligt i kraft, mens det endnu venter på at blive implementeret i den anden delstat med et forbud, Michigan.

Søndag indkaldte guvernøren i New York, demokraten Andrew Cuomo, til et hastemøde i delstatens råd for offentlig sundhed, skriver Reuters.

Tirsdag besluttede rådet at vedtage et forbud med undtagelse af smagen menthol.

Bekymring for de unge

Særligt den høje af andel e-cigaretbrugere blandt unge har vakt bekymring.

– Det kan ikke benægtes, at e-cigaretfirmaer bevidst bruger smage som tyggegummi, Captain Crunch (et morgenmadsprodukt, red.) og candyfloss for at lokke unge til at bruge e-cigaretter – det er en offentlig sundhedskrise, og den slutter i dag, siger Cuomo i en meddelelse ifølge Reuters.

Flere hundrede syge

I alt syv dødsfald og flere hundrede tilfælde af sygdom og vejrtrækningsproblemer forbindes i USA til brugen af e-cigaretter.

Artiklen fortsætter efter videoen

Tirsdag blev et syvende dødsfald bekræftet i Californien.

USA’s center for sygdomskontrol og forebyggelse (CDC) har ifølge NBC News oplyst, at der har været mindst 380 tilfælde af vejrtrækningsrelaterede sygdomme med forbindelse til e-cigaretter.

Tilfældene fordeler sig over i alt 36 amerikanske stater.

Mange af de syge eller nu afdøde har fortalt til myndighederne, at de er brugere af stoffet THC, det psykoaktive stof i cannabis. Blandt de påvirkede er mange teenagere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu