Ni år efter: Mand anholdt for vildt millionrøveri i 2009

29. november 2018 11:40 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En mistænkt mand i et stort røveri blev onsdag udleveret fra Spanien.

Den 12. oktober 2009 begik en større gruppe af gerningsmænd – et særdeles groft røveri mod en pengetransport og mod Jyske bank i Valby. I forbindelse med røveriet blev der anvendt pistol, maskinpistoler, motorcykler og stingerspikes.

Dengang oplyste Københavns Politi, at to mænd bevæbnet med henholdsvis pistol og et automatgevær kom frem og slog chaufføren ned. De stak bagefter af i pengetransporten. Mindst to andre mænd stak samtidig af på motorcykel.

– De har smidt sømmåtter ud, som var lænket til lygtepælene. Samtidig har de også smidt romerlys i krydsene og strøet partisansøm efter sig, sagde politiets vagtleder dengang.

Kirsten Fabriansen så røveriet på nærmeste hold.

– Jeg hørte en mand skrige fra gaden og løber hen til vinduet, hvor jeg får øje på en røver, der sigter med et gevær på en mand, der ligger stiv af skræk på fortovet, sagde hun til B.T.

Gerningsmændene fik et udbytte på cirka 2,4 millioner kroner.

Tre personer idømt fængsel

Den daværende efterforskning førte til anholdelse af en række personer, hvoraf de tre mænd, alle med svensk statsborgerskab, hver blev idømt fængsel i tre år og 11 måneder med indrejseforbud for bestandigt.

Den 23. november 2017 tilgik der sagen helt nye oplysninger, hvilket førte til, at efterforskningen af det grove røveri blev genoptaget, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Denne nye efterforskning førte til, at mistanken kunne rettes mod yderligere en gerningsmand, der øjensynligt befandt sig i udlandet.

Derfor afsagde retten på Frederiksberg i maj 2018 kendelse om varetægtsfængsling (in absentia) af den mistænkte.

På baggrund af fængslingskendelsen blev der i august 2018 i første omgang udsendt en nordisk arrestordre, hvilket senere blev udvidet til en europæisk arrestordre. Dette resulterede den 13. november 2018 i, at den efterlyste blev anholdt i Spanien.

Udlevering fra Spanien

Københavns Politi anmodede efterfølgende om udlevering af den mistænkte fra Spanien til strafforfølgning i Danmark. Udleveringen fandt sted i går.

Den mistænkte er blevet sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, og han vil her til formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør i retten på Frederiksberg med krav om varetægtsfængsling. Anklageren vil begære afholdelsen for lukkede døre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu