Niklas Larsen vinder Danmark Rundt

25. august 2019 16:26 | Af: Ritzau Fokus

Tim Merlier vandt 5. etape på Frederiksberg Allé, mens 22-årige Niklas Larsen snuppede den samlede sejr.

Niklas Larsen vinder Danmark Rundt
Niklas Larsen. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.
Del:

Danmarks største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, har igen fået en dansk vinder.

22-årige Niklas Larsen fra ColoQuick-holdet forsvarede søndag sin føring i det samlede klassement på 5. og sidste etape, der gik fra Roskilde til Frederiksberg.

Etapesejren gik til den belgiske mester, Tim Merlier, der henviste Bryan Coquard og Jasper De Buyst til henholdsvis anden- og tredjepladsen i den karakteristiske massespurt på Frederiksberg Allé.

Det var andet år i træk, at Merlier vandt på den brede boulevard.

Larsen selv var en del af den forreste gruppe og blev dermed ikke truet i klassementet. Han vandt foran Jumbo-Vismas Jonas Vingegaard, mens Riwal-danskeren Rasmus Quaade fuldendte et rent dansk podie.

Fakta

De sidste ti vindere af cykelløbet Danmark Rundt

En dansker har stået øverst på podiet i seks af de seneste ti udgaver af det danske cykelløb Danmark Rundt.

Her er en liste over de seneste ti års vindere af det danske landevejsløb:

* 2019: Niklas Larsen (Danmark).

* 2018: Wout van Aert (Belgien).

* 2017: Mads Pedersen (Danmark).

* 2016: Michael Valgren (Danmark).

* 2015: Christopher Juul-Jensen (Danmark).

* 2014: Michael Valgren (Danmark).

* 2013: Wilco Kelderman (Holland).

* 2012: Lieuwe Westra (Holland).

* 2011: Simon Gerrans (Australien).

* 2010: Jakob Fuglsang (Danmark).

Kilde: PostNord Danmark Rundt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu