ANNONCE

Smitte stikker af: Indfører nye restriktioner

4. marts 2021 17:40 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

689 personer er onsdag testet coronapositive i Norge. Det var cirka dobbelt så mange som samme dag ugen før

Smitte stikker af: Indfører nye restriktioner
Norge har længe været set som et foregangsland i forhold til corona-håndtering, men nu stiger smitten altså. Foto: Scanpix

Norge frygter i disse dage at miste kontrollen over coronavirusudbruddet.

Derfor indfører landet i næste uge nye, nationale coronarestriktioner. Det siger sundhedsminister Bent Høie torsdag til NRK, Norges pendant til DR.

Det er blandt andet et kontakttal på 1,3, der bekymrer ministeren. Tallet betyder, at ti smittede i gennemsnit giver smitten videre til 13 personer.

– Vi har et kontakttal på 1,3. Det betyder, at smitten stiger rigtig hurtigt.

Fakta

Hvad er 'smittetryk'?

* Smittetrykket er en betegnelse for, hvor mange personer en smittet med coronavirus i gennemsnit smitter.

* Den 29. april var smittetrykket i Danmark eksempelvis på 0,9. Det vil sige, at en smittet person i gennemsnit smitter 0,9 andre, eller at 100 smittede personer overfører virusset til 90 andre.

* Hvis smittetrykket er under 1,0, er det udtryk for, at epidemien aftager.

* Hvis smittetrykket er over 1,0, er det udtryk for, at epidemien udvikler sig.

* Der er flere måder at beregne smittetrykket på, men SSI har valgt at estimere det ud fra antallet af coronarelaterede indlæggelser på sygehusene.

* SSI understreger, at tallene er behæftet med usikkerhed.

Kilde: Statens Serum Institut.

– Hvis det får lov til at fortsætte gennem marts og april, så vil det få dramatiske konsekvenser for mange mennesker, som bliver syge og må indlægges. Vores sundhedssystem vil blive alvorligt overbelastet, siger han.

689 personer blev onsdag testet positive for coronavirus i Norge.

Det var 190 flere end dagen forinden, og 348 flere – altså omtrent dobbelt så mange – som samme døgn ugen forinden.

Højere end herhjemme

Tallet er også højere end det danske smittetal.

I Danmark meddelte Statens Serum Institut torsdag klokken 14, at 520 personer var blevet testet positive for coronavirus det seneste døgn.

Norge har under store dele af coronapandemien ellers ligget under Danmark i forhold til både antal smittede og døde.

I alt er 2374 coronasmittede personer bekræftet døde i Danmark under pandemien. I Norge lyder tallet på 632.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu