ANNONCE

Norge lukker ned til 2021

16. april 2020 15:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det er usandsynligt, at større forsamlinger i det coronaramte Norge tillades fra efteråret.

Norge lukker ned til 2021
Chefen for sundhedsstyrelsen i Norge, Bjørn Guldvog. Foto: Terje Pedersen/Scanpix

Norge vil formentlig ikke kunne tillade større forsamlinger af mennesker før til næste år, siger lederen af den norske sundhedsstyrelse, Bjørn Guldvog, til avisen Dagen.

– Hvis vi er meget heldige, så kan det måske hænde i løbet af efteråret. Men jeg tror, det er usandsynligt, siger han.

Guldvog havde forinden på et såkaldt webseminar fortalt erhvervsledere at det er nødvendigt at have kontrol med spredningen af coronavirus “en god tid”, før man kan samles i sådanne grupper.

På seminariet diskuterede man mere specifikt, hvad man skulle stille op med forsamlinger på mellem 30 og 100 personer, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

– Citatet er korrekt, og det er min vurdering, at forbuddet mod større forsamlinger kan komme til at vare længe. Men der er knyttet flere forbehold og usikkerheder til denne vurdering, forklarer Guldvog til Dagen.

Sundhedsmyndighederne bør sige direkte, at det er usandsynligt, at alt vil være normalt lige efter sommeren, mener han.

Den første i Norden

Guldvog var den første i Norden til meget direkte at advare om, hvad pandemien ville indebære både i smittede, døde og behovet for respiratorer.

Derfor var Norge hurtigt ude og forberede sig på coronavirus. Og det afspejler sig i relativt lave dødstal og smittede.

Torsdag er der kun meldt om to registrerede døde inden for det seneste døgn med coronavirus. Det bringer det samlede dødstal i Norge op på 152. Det tilsvarende tal i Danmark er 309 og over 1200 i Sverige.

Kun 175 er indlagt med Covid-19 i Norge.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu