ANNONCE

Nu breder smitten sig

10. oktober 2020 19:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tre minkfarme i Vestjylland og én yderligere i Midtjylland har fået konstateret coronasmitte blandt minkene.

Nu breder smitten sig
Samlet skal 1,5 millioner mink aflives i løbet af de næste måneder. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

Lørdag er Vestjylland også blevet ramt af coronasmitte på minkfarme. Det oplyser Fødevarestyrelsen til TV Midtvest.

Det drejer sig om to minkfarme i Videbæk og en enkelt i Ringkøbing, der er blevet ramt i Vestjylland.

Samtidig har endnu en minkfarm i Midtjylland i Ikast-Bording-området fået konstateret smitte.

Man ved ikke, hvordan smitten præcist har spredt sig, uddyber Flemming Kure Marker, veterinærchef i Fødevarestyrelsen, over for Ritzau.

Han oplyser, at man er ved at gøre klar til at lave en indsats på minkbesætningen i Ringkøbing.

– Vi prøver at bremse smitten ved at sætte hurtigt ind i de områder i Midt- og Vestjylland, siger Flemming Kure Marker.

Med de seneste smittetilfælde er Midt- og Vestjylland nu oppe på fem minkfarme med smitte, mens Nordjylland har 60 smittede minkfarme og 50 under mistanke.

I gang med at aflive

Myndighederne er i fuld gang med at aflive mink på to farme i Nordjylland og én i Midtjylland.

Det arbejde er påbegyndt, efter at der onsdag aften blev lavet en aftale om kompensation for minkavlerne.

Samlet set skal der aflives mink på 150 farme, som enten selv er ramt af virusset eller ligger inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm.

Samme erstatning

Alle minkavlere, som skal have aflivet dyr, får samme erstatning for deres tab på salg af minkskind. Det gør de, uanset om deres besætning er smittet med covid-19 eller ej, oplyser Fødevarestyrelsen.

Ikke-smittede besætninger får 100 procent erstatning for både dyrenes skind og for det ekstra tab, de har som følge af aflivning af deres avlsdyr.

Smittede besætninger får også 100 procent erstatning for dyrenes skind, men kun 20 procent erstatning for avlsdyrenes ekstraværdi.

Samlet set betyder det, at en typisk coronaramt besætning modtager en erstatning på 82 procent, hvor en ikke-smittet besætning modtager fuld erstatning.

Ifølge Fødevarestyrelsen er ordningen ens for alle, uanset hvilke dyr man har, der skal aflives. Det gælder også landmænd, som får aflivet dyr på grund af eksempelvis fugleinfluenza.

Der er tæt på 1000 minkfarme i alt i Danmark.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu