ANNONCE

Nu er 139 døde med corona i Danmark

3. april 2020 13:17 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Myndighederne har fredag opdateret dødstallet.

Antallet af døde med coronavirus i Danmark er fredag steget til 139 fra 123 torsdag. Det oplyser Statens Serum Institut.

Coronavirus behøver ikke at være dødsårsagen. For at et dødsfald indgår i statistikken, skal den smittede person have mistet livet, senest 30 dage efter at personen blev testet positiv.

Mens antallet af dødsfald er stigende, falder antallet af indlæggelser for anden dag på stribe. Fredag er 517 coronasmittede indlagt på landets sygehuse.

For første gang under coronaudbruddet er antallet af patienter på intensivafdelinger faldet. Fredag er der 143 intensivpatienter, hvilket er ti færre end torsdag.

Samtidig er antallet af patienter i respirator faldet til 116 fra 138, men det hænger sammen med en ændring i opgørelsen på sygehuse i Region Sjælland og i Region Hovedstaden.

Tidligere har de to regioner talt alle patienter med corona, der på et eller andet tidspunkt har været i respirator, med i opgørelsen.

Fremover tælles kun patienter, som rent faktisk er i respirator. Det forklarer faldet fra torsdag til fredag.

Fakta

Brød ud på marked

Hele miseren om den berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.

Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.

Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu