ANNONCE

Nu er der nyt om EM i Parken

9. april 2021 18:15 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Danmarks tilsagn om tilskuere til kampene ved EM har nu affødt en bekræftelse at det danske værtskab fra Uefa

Nu er der nyt om EM i Parken
Danske fans kan se frem til at få adgang til EM-kampene i Parken. Det præcise antal tilskuere kendes dog ikke endnu. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Kulturminister Joy Mogensens (S) tilsagn om, at der minimum kan lukkes 11-12.000 tilskuere ind til kampene ved sommerens fodbold-EM i Parken, var tilstrækkeligt for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler fredag, at man har modtaget bekræftelse fra Uefa om, at Danmark kan beholde den planlagte del af EM-værtskabet.

Det vækker naturligvis glæde hos DBU-direktør Jakob Jensen.

– Det er en glædens dag, at vi nu har en endelig bekræftelse fra Uefa på de fire kampe i Parken til sommer, siger han i en pressemeddelelse fra DBU.

– Særligt fordi vi med regeringens udmelding i marts nu kan se frem mod et EM på hjemmebane med fans på stadion. EM skal være fansenes fest, og det er nu officielt.

Hjemmebanefordel

Det betyder, at det danske landshold skal spille sine tre gruppekampe ved EM foran hjemmepublikum i Parken.

Derudover bliver Parken også vært for en af turneringens ottendedelsfinaler.

Danmark skal spille sine kampe i gruppe B mod Belgien, Rusland og Finland.

DBU har af de danske myndigheder fået godkendt en plan for tilskuere, som er udregnet efter den ellers suspenderede “Superligaordning”. Det betyder, at der som minimum kan lukkes 11.236 fans ind i Parken til EM-kampene.

Kapaciteten kan øges

Såfremt smittetrykket daler den kommende tid i Danmark, og restriktionerne lempes, kan kapaciteten til EM-kampene øges.

8 af de 12 værtsnationer har meddelt Uefa inden deadline 7. april, at man kan garantere fans på stadion til kampene, som var blevet stillet som krav for fastholdelse af værtskab.

Italien (Rom), Irland (Dublin), Tyskland (München) og Spanien (Bilbao) har endnu ikke leveret en garanti for tilskuere til kampene, som Uefa er tilfreds med.

De fire værtsbyer og deres nationale forbund har nu fået frem til 19. april til at fremlægge en for Uefa tilfredsstillende plan for at kunne afvikle kampene med tilskuere. Ellers risikerer de at måtte opgive værtskabet.

København, Amsterdam, Bukarest, Glasgow, Baku, Sankt Petersborg, Budapest og London er de otte byer, som har fået bekræftet deres EM-værtskab.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu