ANNONCE
Der lukkes på grund af coronapres for akutklinikker og lægevagt i Grenaa, Silkeborg, Skive og Ringkøbing fra 21. december til 3. januar.
Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at hospitaler og sundhedsfagligt personale oplever en “voksende belastning” i takt med stigende indlæggelsestal for coronapatienter.
Presset forventes at stige de kommende uger, og derfor lukker man altså ned for de akutte besøg.
Akutmodtagelserne i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg, Holstebro og Herning vil stadig være åbne.
Hvis man får brug for akut lægehjælp, skal man derfor rejse til den nærmest liggende åbne klinik eller lægehus. Man skal ringe til sin egen læge eller lægevagten, som vil stille videre.
Regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S) mener, det er et nødvendigt tiltag, men han beklager også over for de borgere, der bliver påvirket.
– Det er få borgere, der dagligt bruger vores akutklinikker, og det er med mindre skader. De vil blive nødt til at tage til et hospital i en lidt større by, siger han.
Også andre løsninger er taget i brug for at afhjælpe coronapresset i Region Midtjylland.
I Region Nordjylland forbereder man sig på at tage imod en række intensivpatienter fra Region Midtjylland. Blandt andet derfor har man aflyst cirka 100 operationer den kommende tid.
– Vi har et samlet sundhedsvæsen i Danmark, og vi skal især i denne situation hjælpe hinanden. Det er baggrunden for, at vi åbner yderligere senge op, så vi kan tage imod intensive patienter fra Region Midtjylland, lød det fra regionsrådsformand i Region Nordjylland Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse lørdag morgen.
I det seneste døgn er 3285 personer blevet konstateret smittet med coronavirus covid-19. Antallet af nye indlæggelser er ifølge Statens Serum Institut (SSI) steget med 38 det seneste døgn.
Smittetallene for lørdag var lavere end for fredag. Det betyder dog ikke, at epidemien er på retur, og epidemiolog og afdelingslæge Christian Wejse, fra Aarhus Universitetshospital, siger til Ritzau, at det er for tidligt at konkludere noget om den slags.
– Vi kan glæde os over, der ikke er en stigning. Men det kan sagtens være, det ser helt anderledes ud i morgen, siger Christian Wejse.
Han siger desuden, at vi kan forvente, at antallet af indlagte coronapatienter stiger over jul og nytår. Men han mener også, sundhedsvæsenet er i stand til at håndtere en stigning.
– Det er ikke det samme, som at der ikke er en belastning, når vi har så mange ekstra patienter, der er svært syge og kræver meget. Men det er ikke noget, der ikke kan håndteres, siger Christian Wejse.
ANNONCE